Mææ - Lucca

S: Stranden ...
O: Vand, sand, vand, sand ... masser!
V: Solen er ved at gå ned ... MED LAMMESKYER! ^^
T: Ehmm, på den tid der er små lammeskyer.

For en gang skyld havde Zero ikke taget noget at drikke med. Han var løbet tør for moneter igen, ikke overraskende. Han sad på en sten, med hoved hvilende i hænderne og stirrede ud over havet. Han sukkede freds fyldt, og sad lidt og vidste ikke om han skulle hoppe i vandet.
Han sad med bare fødder, sorte bukser og bar overkrop.
han lod blikket glide op i himlen mod de lyserøde lammeskyer. Hvorfor gav det ham kvalme? Han sukkede og lod blikket falde ned på jorden igen, hvor der lå en sten i sandet. Han rakte ned efter den og greb omkring den. Han kiggede lidt på den, før han slyngede den ud mod havet. Den fløj utroligt langt efter et menneskes målestok, men ikke langt efter hans mening. Han lænede rejste sig op, og begravede sine fødder i sandet.

Den lille dukkeagtige pige, som tidligere havde gået rundt i byen med et lignede servitrice uniform på, havde nu vandret ned mod stranden, dog et lille smut forbi teartet, hvor hun boede, og skiftede til en fin bikini. Dukkebarnet var en doll og havde der for ikke nogle følelser. Hun var ikke genert, ikke udadvendt, ikke bange, ikke modig. Ingen ting. Hun var normalt svær at regne ud.
Hendes bikini var bleg lyserød, som klædte hendes meget blege hud, som lignede plastik, dog havde bikinien også nogle sorte Hawaii blomster rundt omkring. Det var blandt andet også en man kunne binde op, med underdelen i siderne og med toppen i rykken og i nakken. Den var pæn. Meget pæn på hende da hendes krop var bygget som hvis det var en dukkes. Perfekte former, og der var ikke noget der var længere end andet, kortere end andet, større end andet eller mindre end andet...
Den dukkeagtige pige havde meget langt lyst hår, som normalt gik hende til halebenet, men hun havde sat det en smule op. Hun havde nemlig taget og lavet en høj hestehale og så ladet det meget glatte hår ligge ned langs hendes hår. Hendes ansigt lignede også en dukkes. Det var blødt formet, men stadig med nogle markante former. Hendes øjenvipper var meget, meget lange og mørke og hendes øjne havde en regnbue farve hele vejen rundt om pupillen.

Hendes gang var rolig, under armen havde hun en lille pose, der i lå der blandt andet et håndklæde og skiftetøj. Dolls kunne jo ikke rigtig se noget, men hun havde jo et stort hav ved siden af sig hvor hendes specter var i.

Zero stod og vippede med fødderne i sandet. han kede sig ... for meget. Han smilede svagt af sig selv, før han begyndte at gå hen af stranden. Han havde ingen planer om at hoppe i vandet, han var ikke den store vandhund og havde aldrig været det. Den gang han var menneske bade man næsten aldrig og det havde han taget med sig. Han havde ingen problemer med at andre bade, bare han ikke selv skulle i, med mindre at han SKULLE. Han var heller ikke ligefrem en haj til at svømme, men kunne da godt have hoved over vandet hvis det virkelig gjaldt.
Han gik længere ned af stranden mens han lod sine tanker flyve rundt. Han havde intet at lave resten af dagen, egentlig heller ikke fordi han havde lavet noget til han var endt på stranden. Han satte sig på hug, og begyndte at tegne i sandet. Han vidste ikke hvad det skulle være, det blev bare nogen kruseduller men de så da meget pæne ud, efter hans egen mening.
Han kiggede op da en havmåge begyndte at skrige. Han stønnede irriteret og greb ubevidst ud efter en sten, og kastede den efter fuglen, som blev ramt, og faldt til jorden. Det overraskede ham lidt at den stakkels fugl ikke kunne holde til mere.

Da Lucca's ekstreme gode hørelse, kunne høre at en sten ramte fuglen, og hendes ekstremt gode følelse i fødderne mærkede nogle meget små vibrationer kiggede hun hen mod fuglen, som lå mid på sandet. Lige der. Lige foran hende. Det dukkeagtige ansigt gled så roligt op af sand stranden og stoppede da hun formode at personen var længere fremme, som hendes specter desuden gav hende ret i. Specteren sagde blandt andet at den ikke var glad for at Lucca var i kontakt med nogen. Lucca var selvfølgelig ligeglad. Hun var ligeglad med hvem hun snakkede med og hvem der snakkede til hende. Hun var jo følelses løs. Hun gik hen til fuglen, stoppede foran den og kiggede ned på den. Den var meget følsom i dens lille organ fyldte krop. Hun lod ansigt gå op igen og giv hen over fuglen og hen til manden længere fremme.
Hun blinkede et par gange. Hun sagde ikke noget, men kiggede bare på manden. Hun lod dog kort sit blik glide ned på krusedullerne som han havde tegnet ned i sandet.
Hun kiggede så op på ham igen.
”Hej.” sagde hun lavmeldt. Nej, hun var ikke genert, det var bare ikke tit at hun hilste eller i det hele taget sagde noge.


//Sorry tiden//

Zero hørte en komme hen mod ham, men han kiggede først op, da der kom et tone løst hej. Han kiggede op, og så straks det var en Doll. han havde aldrig været helt vild med disse væsner, men han havde aldrig været fjendelig over for dem. "Hej." Svarede han tilbage og rejste sig op. Han vidste ikke lige helt hvad han skulle gøre, så han kiggede bare på dukken uden at sige noget. Sidst han havde mødt en havde han fået en lussing, og den ville han ikke prøve på igen. så han holde sig lidt fra hende, og var klar til at dukke sig hvis hun skulle begynde at slå løs på ham.
han kiggede ned af hendes dukke krop, og bemærkede hendes tøj. Det kunne han jo ikke lade være med. "Det er sent at være ude at bade på." Bemærkede han, mens han kiggede over hendes perfekte krop.
En undelig tanker kom op i hoved på ham. var de lavet af plastisk? Kunne de så flyde? Han grinede lidt men lagde så ansigtet i passende folder og kiggede afventen på hende. Han vidste ikke hvad han selv skulle sige.

Lucca kiggede lidt frem og tilbage fra manden, som var en dæmon, gik hun ud fra, og hans tegning.
”Hvad skal det forstille?” spurgte hun roligt og følelses og tone løst. Hendes blik var endt på hans kruseduller.
Hendes slag var normalt noget af det man virkelig skulle frygte. Men da hun var følelses løs i krop og sjæl kumme hun ikke ligefrem blive vred. Hun var gådefuld. Men hendes slag... Hvis hun gav en lussing... Kraniet ville være smadret... Hendes hånd ville måske skælle lidt af det, men sådan var
hendes slag. Og når hun vare gav en normal knytnæve, var det ikke sikkert man kunne overleve, da hendes 'knogler' var kniv skarpe og ville lave dybe mærker i hoved, maven, eller hvor hun nu slog.
Hendes slag foregik på ingen tid. Hun var hurtig. Men ak ja.... Det var meget sjældent hun slog folk, da hun jo var en doll.
Lucca satte sig på hug ved siden af ham, ”Jeg har badet tidligere... Så jo, jodet det er sent at være ude og bade på...” sagde hun og lod det udtrykløse ansigt glide ud over havet.

Zero kiggede ned på hans kruseduller. han drejede hoved for at se om der kom et motiv ud af det, men da der ikke gjorde det trak han bare let på skuldrene. "Hvad du selv vil have det til at være." Det var nok det bedste svar han kunne give hende.
Hans blik hvilede på hendes krop, og så begravede han sig i tanker. Doll ... Doll ... tænk at være det ... Sådan fortsatte hans tanker om dolls. Han havde aldrig set det helt store i det, hvad deres fordel var, ud over at de jo ikke havde nogle følelser, så de kunne ikke blive kede af det, eller noget. De var lidt som dyr, de skulle bare overleve, eller nej, zombier, men havde de følelser, nej, det kunne de ikke, ikke når de gik rundt kun med en arm o.s.v. Men Dolls var måtte jo være den pæne, og noget kloger side af Zombie verden.
Han kiggede op på the doll. "Nå, men jeg vil ikke forstyrre dig i dit forhavene." Han strakte sig og kiggede ud mod vandet. Han gik ned mod vandet, men stoppede lige før bølgerne kunne nå ham. Det salte friske luft ræv i næsen. Ikke ubehageligt, men heller ikke dejligt. Det havde han aldrig fundet havet.
Han vendte sig om mod the doll. Han ville gerne se om de bade som han selv/mennesker gjorde, men hvad var hun egentlig lavet af?

Lucca lod sit blik kører ned mod krusedullerne, ”Jeg ved det ikke selv,” sagde hun og og kiggede ud på havet igen, og lagde derfor ikke mærke til at han kiggede på hendes yndefulde krop.
Hendes egen mening om at være en doll var jo som at leve normalt. Hun vidste jo ikke hvordan det var at være et menneske. Hun vidste dog at mennesker havde noget så de kunne føle... Enten føle en smerte, når det kommer til skade eller et humør. Ja sådan måtte det vel være at være et menneske? Eller alle andre racer? Men Lucca fortrød ikke noget, og hun var heller ikke den der tænkte over tingene. Hun var bare der for at leve.
”De forstyrre mig skam ikke,” sagde hun og kiggede med ham, ud på havet. Da han havde gået lidt foran gik hun efter.
Hun stoppede op lige inden vandet rørte hende og lod blikket kører ned mod sine tæer. Hendes Specter talte hele tiden til hende. Fortalte hvordan der så ud og hvad den syntes om dæmonen.
Hun lavede et lille falskt smil, da hun var gammel nok, til at kunne det. Hun kiggede så op på dæmonen, ”Hvad er Deres navn enlig?” spurgte hun og smilede roligt og kiggede lidt op og ned på dæmonen selv om hun ikke kunne se, men det skulle bare ligne at hun kiggede på ham. Selv om hendes specter bare fortalte.
”Er De nysgerrig omkring mig?” spurgte hun da hun kunne fornemme at der var et eller andet... Eller mange ting han ville finde ud af.

Han vendte sig om da han hørte hun begyndte at snakke med sin følses kolde stemme. "Zero." Svarede han, men tilføjede hurtigt, "Og du?" Skulle han have kaldt hende 'De' som hun selv gjorde? Nej, ingen høflighed fra hans side, det skulle man ikke forlange af ham, så blev man skuffet.
"Nysgerrig?" Startede han ud, og tænkte lidt frem og tilbage, før han kom til et svar. "Er man ikke altid lidt det, når man møder en ny?" Han vendte sig om mod hende. "Men jov, en smugle." Han betragtede hende fra top til tå, med et rigtig elevator blik. Trak blikket til sig, og lod det glide ud over det saltede vand.

Da dæmonen nævnte sit navn og spurgte om hendes vendte hun sig mod ham. ”Hvis det er rigtigt, er jeg kun blevet kaldt Lucca, eller en masse andre øgenavne,” svarede hun følelsesløst.
Lucca var selv ligeglad om Zero brugte høfligt sprog, men det var bare noget Lucca gjorde uden hun vidste det.
”Det er man vel,” sagde hun roligt men gav ham ret, når man mødte nye mennesker var man nysgerrig, ellers var der jo ikke nogen der lavede nogle spørgsmål. Dog var Lucca en ældre doll så hun vidste lidt til følelser, men selv ikke hende, som højts sandsynlig var den ældste doll lige inden for området, kunne bruge rigtigt mange følelser.
”Jamen, så spørg frem,” sagde hun følelses løst, ”Jeg er jo ikke den der bliver imponeret eller vred over noget...” sagde hun roligt og kiggede over på ham med et dukkeagtigt smil som hun fik fremmanet.

Hendes smil så enormt dødt ud, men måske kunne det nare et menneske? Han var pænt ligeglad, så han spurgte nu om det spørgsmål der pressede sig mest på. "Hvad er i lavet af? Kød og blod, eller?" Det var det der interesserede ham mest. Hvordan de levede uden deres følelser kunne komme bagefter, men de havde vel nok bare lært at leve sådan, så det var der vel ikke så mange ben i.
Ligesom han havde lært at leve med dem. Verden var jo egentligt ikke så svær når det kom til stykket.

Lucca nikkede roligt og kiggede kort på sig selv, ”Kød og blod, der er i hvert fald ikke ikke noget plastik på mig,” sagde hun og kiggede op på ham. Vinden kom med en lettere brise og løftede blidt og yndefuldt hendes hår en smule. ”Andet du vil vide?” spurgte hun roligt mig kiggede ned på sine fødder mens hun stadig havde det falske smil – den dukkeagtige krop begyndte roligt at vippe frem og tilbage mens hun ventede på det næste spørgsmål.