Pokernight [Keiko]

Sted: Lidt væk fra kasinoet.
Vejr: Koldt men roligt.
Tid: I Februar ved elleve-tiden.
Omgivelser: Tomt, kun et par drukkenbolte og hjemløse.


En lille rynke i panden. En dråbe af sved. Et flakkende blik. Hvad som helst. Det kunne være hvad som helst. Kom nu.. Han var nødt til at bluffe. Se lige, hvem han spille imod? Rafael, den store! Rafael kunne ikke tabe. Ikke igen. Lavede han andet? Han var ellers så god til mennesker. Han kunne ødelægge et hvilket som helst menneskes sind på nul komma fem, han kunne få dem til at se deres værste mareridt, han kunne få dem til at lide. Så hvorfor kunne han ikke vinde i spil?
Vampyren overfor ham viste sine skarpe bisser i en selvsikkert smil, som han lagde kortene på bordet. Rafaels hjerte sank i brystet af ham. Fuldt hus. Han havde tabt.. igen.
"En god hånd du havde der!" Sagde han og lo. Han lænede sig forover bordet og bankede blodsugeren venskabeligt på skulderen. Det brød han sig tydeligvis ikke om. "Sikke et held du har. Gad jeg havde det samme."
"Det er ikke held. Det kaldes evner," svarede vampyren med en kold tone. Hans vampyrvenner, som nærmere var vagter, trådte truende frem fra mørket. "Men det er ligemeget. Giv mig min premie."
Rafael lo igen og trak Keiko, dæmondrengen som også var hans slave, op fra stolen ved siden af ham. Han kørte hånden rundt på drengens hoved og uldede håret inden under hatten.
"Skal vi ikke droppe den del af aftalen? Du har trods alt fået dine penge. Desuden laver han ikke ret meget.." Forsøgte Rafael, men tilbuddet blev tydeligvis afslået, da vagterne trådte nærmere. "Okay, okay! Du vinder. Du er et meget utålmodigt væsen, ved du godt det?" Rafael tog et glas op fra bordet og drak indholdet, så det var halvt fuldt. Han så på det lidt tid og slog det så ned i bordet, hvorefter han angreb den ene vagt og snittede ham over armen med glasskårene. Han greb Keiko og rev ham gennem kasinoet og løb afsted med ham.
De blev efterfulgt et stykke tid, men efter et par sving i gaderne, fik de rystet dem af sig. Han stoppede op og pustede lidt men lo så.
"Det var sjovt!"

Han vinder. Han vinder. Vind nu, for helvede! Keiko knyttede de handskebeklædte hænder, idet han stirrede på dæmonen ud af øjenkrogen. Selve hans ansigt var rettet mod spillebordet. Han var også gået for vidt nu. Manden vandt jo aldrig, noget havde Keiko da lært, i den tid de havde været sammen, og at dømme efter hans herres udtryk havde han heller ikke heldet med sig denne gang. Blikket røg fra dæmonen, hen på vampyren som, med et selvsikkert smil, lagde kortene på bordet. Keiko følte et sug i maven, da Rafael begyndte at tale og sågar le. Det betød at vampyren havde vundet spillet. Gjorde det ikke? Keiko havde ingen idé om hvad spillet gik ud på, det betød jo normalt intet for ham! Han blev pludselig trukket op af stolen og mærkede nu dæmonens store hånd på sit hoved... eller hat. Han havde vel en eller anden form for plan, ellers ville han ikke hive ham op på den måde. Lavede ikke så meget... Sikke en fornærmelse, men som altid lod Keiko sig ikke mærke af det. Vent, drak han? Dæmondrengen lavede nu tydeligvis øjne til sin herre, som tydeligvis havde alt for travlt med at drikke og... smadre... glas.
Det gik lidt for hurtigt, for Keiko. Han kunne ikke følge med. Rafael vidste jo godt at Keiko ikke kunne løbe, men alligevel blev han altid slæbt med rundt i byen på denne måde. Den ene hånd på hatten, og den anden godt placeret i Rafaels greb. Det hele gjorde ham svimmel, men siden hans herre blev ved, havde han intet andet valg end at følge lydigt med. Herren stoppede endelig op, og det samme gjorde Keiko. Herren lo, og Keiko gispede efter vejret.
”Ra-...” En dyb indånding. Han greb fat i dæmonens skulder og lænede sig op af ham, imens han fik pusten igen. ”Vi er... Lige nød til at holde... en pause,” hviskede han. Dæmonen kunne sikkert godt høre ham, siden de stod så tæt på hinanden. Hvorfor endte de dog altid med at løbe?

Rafael så ned på dæmondrengen, der pustede og pruste og hostede mere, end han plejede. Han var så sølle.
"Nogle gange glemmer jeg, at du faktisk er en dæmon," fortalte han og så nysgerrigt på drengen. Rafael var selv stoppet med at puste, og han havde endda ikke vildt god kondition. Men den var nu heller ikke helt dårlig, han var jo vant til at løbe som en gal hele tiden.. Men det havde han ikke behøvet, da Herskeren havde været i live. Han smilte helt ved minderne.
Han rystede de forældede minder af sig, det var jo helt imod hans politik. Fortiden skulle glemmes - den kunne kun give svaghed igennem dens mange minder, fortiden var kun fyldt med smerte. Hans fortid var i al fald. Selvfølgelig var der også mange gode ting, han havde oplevet forhen, men selv disse var sørgelige at bringe op nu. Det eneste man kunne bruge minder til, var at lære fra. Det var nuet, der talte.
Og lige nu stod han, lad og flad, i den kolde nat i en gyde, hvor han gemte sig fra sultne og vrede vampyrer, der kun havde tanke for at suge hver eneste bloddråbe ud af hans krop. Men det var ikke vampyrerne, der bekymrede ham. Her var så koldt.. han kunne blive forkølet! Der var ikke noget værre, end når man blev ramt af en bakterie. Og når han så først begyndte at hoste, fulgte smerten i lungerne og blodet..
Han så ned på dæmonen igen og smilte ondskabsfuldt, som han tog drengens halstørklæde og snorrede det om hans egen hals.
"Jeg skulle jo nødig blive forkølet," forklarede han og klappede ham på hovedet. Han så afventende på dæmon og skiftede så retning og så op på himlen. "En smuk aftenhimmel, synes du ikke? Jeg forstår godt, hvorfor ulve er så glade for fuldmånen. Der er bare noget over den, som gør den meget flottere, end når den halv.. Måske er det bare den simple fact, at den ikke mangler noget." Han sukkede dramatisk og trist men vendte sig hurtigt med en kedsommelig tone mod drengen igen. "Jeg er ligesom halvmånen. Jeg mangler noget. Jeg mangler noget af mine organer, jeg mangler penge, jeg mangler en del. Hvad kan du gøre ved det? Ingenting. Du er simpelthen ubrugelig. Men du kan give mig én ting. En cigaret." Han rakte hånden frem mod drengen med en doven bevægelse.

Heh, nogen gange glemte han selv at han var dæmon. Han virkede for svag, på den måde hans sanser bare kunne finde på at forsvinde. Heldigvis var det kun i kortere perioder at det var sket, og nogen gange var det alligevel en ret god ting at miste sin høresans, når man boede sammen med en så 'vild' person som Rafael. Gør dit – gør dat. Det kunne man godt blive træt af hen af vejen. Han syntes jo selv at han gjorde så meget for den dæmon, selvom... han kunne hverken lave mad eller gøre rent, men noget gjorde han jo.
Keiko fik et chok, da hans Herre pludselig greb fat i det lysebrune halstørklæde, og svang det om sin egen hals. Han skulle til at protesterer, men vidste at det intet nyttede, så han nøjedes bare med at vende det hvide ud af øjnene. Han var ret øm omkring sine ting. Halstørklæde, hat, handsker, jakke... det var hans ting, og stod det til ham, skulle de ikke røres af andre. Desværre kunne hans Herre ikke forstå den slags ting. ”Selvfølgelig ikke,” mumlede han svagt, da dæmonen havde forklaret hvorfor han tog det. Tsk. Han tænkte kun på sig selv. Keikos tilstand var heller ikke den bedste, jo. Han havde egentlig mere brug for det halstørklæde end Rafael havde, men hvad kunne han gøre ved det? Tja... han kunne jo prøve at overtale sin Herre til at tage hjem. Det var vist også begyndt at blive sent. Drengen stirrede hen på sin Herre, og kunne ikke holde sig selv fra at stirre op i himlen. Jo, den var da rigtignok smuk. Et kort suk kunne høres fra ham, idet han lyttede til hvad dæmonen havde at sige. Lyttede til hvor ubrugelig han var. Alligevel blev han taget med overalt. Så helt ubrugelig kunne han da ikke være.
”Jeg har ikke dine cigaretter,” svarede han lavt. ”Desuden er det dårligt for dig, det gør ikke ligefrem dit helbred bedre,” han satte hånden op for munden og hostede tre gange, før han fortsatte: ”kan vi ikke tage hjem nu?”

... Eller har du tænkt dig at blive ved hele natten?

"Mit helbred? Du taler, som om jeg er syg," mumlede han, daskede til drengen og vendte ansigtet op mod himlen og lo højt og overdrevent for at bevise, at han havde det helt fint. Hvad kunne der være galt med ham? "Jeg har aldrig haft det bedre. Men nu når du siger det; Er du bekymret for mig?~"
Rafael smilede drillende til drengen og tog hans hat, hvorefter han flyttede den hen på sit eget hoved. Han lænede sig op af muren og formede en pistol med hænderne.
"Det er en rigtig agenthat, du har, bassemand. Den er ikke stilfuld og dyr, men det er sådan en, agenter bruger, når de skal forklæde sig som fattige mennesker. Bruger du den som camouflage?" Han sigtede med hånd-pistolen mod månen. Han lavede pistolsskudlyden og affyrede en stråle ild ud af fingerspidsen. Han lo højt og stoppede ilden.
Smilet blegnede pludselig, da han indså, hvad drengen havde sagt. Han vendte sig mod Keiko med adskillige rynker i panden.
"Hvad sagde du? Har du ikke taget mine cigaretter med?" Udbrød han. Han ruskede lidt i drengen men begyndte i stedet at gå rundt i cirkler. "Keiko,jeg sagde, at du skulle huske dem. De lå på bordet. Hvordan skal jeg nu ryge? Fortæl mig det, dreng!"

Manden var jo teknisk set en smule syg. Keiko vidste jo godt at hans lunger ikke var så... stabile som før. Ved deres første møde havde han vidst kommet til at ødelægge et eller andet ved dem, han havde selvfølgelig fortjent det efter alt det som han gjorde. Bekymret. For ham. Keiko så væk. En ting han hadede så utroligt meget ved sin herre, var at han tit ramte plet ved de ting han sagde. Keiko mærkede en ubehagelig varme i kinderne idet han trak ned i sin hat for at skjule sine lyserøde kinder. For pokker. ”Selvfølgelig er jeg ikke det!” Vrissede han, åbenlyst irriteret, før han mærkede hvor koldt hans hoved blev. Hans dække var væk! Den forbandede mand!
Han så op og stirrede faretruende på sin herre, som straks gik i gang med at lege agent. ”Jeg har ikke brug for dyre ting! Jeg har kun brug for min hat!” Keiko trådte hen imod ham, men ændrede mening da Rafael 'affyrede' pistolen. Fedt. Der var helt sikkert nogen som lagde mærke til dem nu. Hvad blev det næste? At han tog alt Keikos tøj på og råber og skriger? Han fik et mindre chok da dæmonen begyndte at råbe af ham. Hatten var et mindre problem nu.
”D-det er ikke min skyld! Jeg glemte det bare, det kan jeg ikke gøre for!” Keiko tog sig til hovedet og lod sig synke ned på hug. Hans forsvarsstilling, når det hele blev en smule for meget for ham. På vej ud af døren havde han glemt alt det han skulle og hvor de skulle hen. Men det gjorde jo ingenting, for han vidste at han bare skulle følge efter, som den lydige hund han var. Det var først da de var kommet et stykke væk at han huskede det, og selvfølgelig sagde han ikke noget fordi han vidste at manden ville blive sur. Han så op, da dæmonen stillede ham et spørgsmål.
”Vi kan jo tage hjem?”