Er skoven et roligt sted? (Hudson)

Kvinden var et sted i starten af tyverne. Det gyldne hår var samlet i en høj hestehale og hang livligt ned af ryggen på hende. Hendes øjne var grålige, men for det trænede øje kunne man se at det havde et blåligt skær over sig.
Hun var iført nogle sorte cowboybukser med huller i hist og her, en mørk jakken der hang slap over hendes skuldre, en T-shirt uden mønster, grå.
Tilfældige kondisko. Ellers en høj og slank krop.
Præcis som Monta foretrak det...En dejlig og let krop. Få gange havde hun været tvunget til at indtage en fed persons krop. Hun hade fede mennesker. De var så besværlige at komme rundt med. Hun foretrak personer der let kunne bevæge sig.
Hun løb øjnene glide op over de endnu lidt triste træer og buske, foråret var jo næsten lige kommet og derfor var der endnu kun grønne skud over det hele og forårsblomster ved jorden.
Hun hørte lyden af vand og fulgte den til hun stødte på floden, en dyb en kunne hun se, ret bred og flød åbenbart så langt hun kunne se i begge retninger.
Hun begyndte at følge den i en af retningerne mens hun ignorerede den svage trykkende fornemmelse af kroppens egne sjæl der gerne ville tilbage i kroppen. Det sjove ved det hele var at personen ikke ville kunne huske det bagefter. Kun folk der havde bemærket at kroppen havde en anden...Tilstedeværelse i sig, lagde mærke til hende. Hun var som et spøgelse der gled rundt over alt.
Hun vendt sig af med at tænke det var trist. Hun havde gjort sig stærk og tænkte istedet at det var nyttigt.
Hun gik med hævet hoved videre, uden et mål.

Hun så op og hendes øjne faldt på en skikkelse der gik nogle meter foran hende, med bare fødder. Det så ud som om personen havde smerter for hvert skridt. Klart med bare fødder i en skov. Hun tænkte ikke over det kunne være et havfolk, dem havde hun endnu ikke mødt nogle af i de 23 år hun selv havde eksisteret.
Hun lagde hovedet let på skrå mens hun så på manden der ikke så ud til at bemærke hende.
Hun stoppede brat op og hendes hænder fandt hurtigt op til ørerne mens hun skar en grimasse, da en skriger, underlig lyd flænsede luften og truede med at springe hendes tromme hinder. Tanken om det ikke var hendes krop hjalp hende ikke meget, lige nu kunne hun stadig føle kroppens smerte.
Hun overvejede at forlade kroppen for at komme væk fra kroppens smerte, men så skulle han bare hele vejen ind til byen igen for at finde en ny værtskrop.
Endelig holdt lyden op og hun åbnede øjnene igen og så at person var et godt stykke foran nu. Han var kommet med lyden. Hun vidste det, ellers ville han også være stoppet op.
Hendes ellers ret blå øjne fik et koldt skær over sig. Hun var van til ikke at lægge mærke til alle de følelser der løb gennem folk, hun var alligevel alene...Og det ville hun altid være.
Men så let skulle han ikke slippe af med hende!
Hun rejste sig op og begyndte roligt men bestemt at gå efter ham igen.

Hendes opmærksomme øje havde været på ham hele tiden, hvorfor mærkede han hende ikke? Det irriterede hende! Så reagere dog! Hun blev trodsigt ved med at gå, hendes tanker havde nærmest overtaget og derfor lagde hun ikke mærke til en gren som hun snublede halvt over. Hun fandt hurtigt balancen igen, men nu var manden væk. Hun stoppede op og så sig omkring, han måtte stadig være et sted foran hende, tænkte hun. Han var forsvundet et sted oppe ved det gamle egetræ. Hun smilte, han havde altså reageret. Endelig.
Hun gik videre uden at bekymre sig for evt. fare, hun skulle bare skynde sig at forlade kroppen inden den døde, så døde hun ikke og hun havde trods alt god erfaring med det. Hun havde været lige ved at træde op på en af rødderne da hun mærkede en hånd på sin skulder. Hun snorede hurtigt rundt og tog et skridt bagud for at komme væk fra den pludselige hånd der var kommet, men mærkede roden og var ved at falde baglæns. Hun lænede sig ind mod træet for at bruge det til støtte og trådte over roden og fandt balancen. Endnu en gang.
De grå-blå øjne hvilede på ham i et øjeblik uden hun sagde noget eller gjorde noget. Så blinkede hun endelig og smilte svagt.
"Halløj" stemmen var den samme som kvindens, hun mente faktisk ikke selv hun havd enogen stemme, hun havde jo ingen kropslig strube til at bruge.
Hun havde aldrig prøvet... Men det var også lige meget. Stemmen her passede hende fint...Blød.
Tankerne gled over på hvad han kunne være, for normalt menneske måtte han ikke være med det skrig...Hun huskede en historie om havfolket, men havde det ikke været flotte stemmer? På den anden side havde historiens handling været under vandet...

Hudson havde efterhånden vænnet sig til sine ben. Han var faktisk lige så god, som et hvert andet menneske til at gå. Det havde også taget en del tid at træne sig op, fra da han første gang ’stod på egne ben’. Bogstaveligt talt. Turen over rødderne gik let, selvom han en enkelt gang var ved at snuble, da det føltes som om nogen var ved at bore en issyl op gennem hans hæl. Forbandede menneskefødder.
Han var faktisk en smule imponeret, da han stod bag hende og fik forskrækket hende så meget, at hun var ved at vælte. Men.. hvis hun var døv, så havde hun jo heller ikke hørt ham.
Hun nåede selv at stable sig på benene, inden han greb ud efter hende. Han studerede diskret hendes udseende. Hun var faktisk ualmindeligt køn, og et øjeblik gled det i baggrunden, at hun havde stalket ham. Et øjeblik der blev afbrudt, da hun hilste på ham. ”Hvad vil du have?” spurgte han uden omsvøb, uden at gengælde hendes smil. Hendes stemme var klar, altså, hun var ikke døv. Hun havde fulgt efter ham, på trods af skriget, der ville have fået de fleste normale mennesker til at vende om. Men måske var hun ikke normal. Var hun retarderet?

Hun tog sig ikke af det, fortsatte bare med at smile som om alt bare var ganske normalt. Folk havde lettere ved at stole på folk der smilede, normalvis.
"Have?" sagde hun på en måde der faktisk lød ret uskyldigt i hendes øre...Hun lagde mærke til en svag hovedpine der bredte sig i hendes hoved efter der skingre skrig. Lige hvad der manglede!
"Jeg gik bare langs floden, hvorfor tror du jeg vil have noget?" hun trådte over roden igen og gjorde ikke skjul på at hun vidste hun havde en lækker krop. Hun valgte altid en flot en vis hun kunne, det gjorde det nemmere at lege med mændene. Hun gik ned til floden og så lidt ned i den og lidt op og ned af det, hun vendte sig om mod ham igen og sendte ham et selvsikkert smil.
"Men hvad med dig? Hvad er du?" spurgte hun og gik et par skridt mod ham, hun greb op og løsnede det gyldne hår der faldt slap ned over hendes skuldre og lagde sig omkring hendes hoved. Der var et lettere drillende blik i hendes øjne, blandet med det blålige skær.
Han stod som om han var blevet pisket under fødderne. Hun lod blikket glide over ham, han var umiddelbart flot nok, men så også ud til at kunne være en trussel. Dum tanke faktisk, han var en trussel med den stemme...

Hun løftede sine øjenbryn let mens hun så på ham.
"Ja, hvad er du?" gentog hun da han åbenbart ikke gad komme med et svar. Mænd.
Hun så hvordan han satte sig ned, han lignede en der var syg. kort sagt, syg. Han så mod floden med et sært hungrende blik, bemærkede hun. Hun overvejede hans spørgsmål igen, hvad hun ville have? Jamen fint da.
"Jeg vil have at du fortæller mig hvad du er" sagde hun så, hun var jo ikke kommet efter noget specielt, havde bare opdaget ham som han gik foran hende, han havde så åbenbart bemærket hende og prøvet at skræmme hende væk eller...Ja, eller et eller andet, andet.
Han var jo sådan set den der havde startet.
Hun spekulerede på om han troede hun var dum, bare fordi hun havde besat en blondine. Hun bemærkede svagt kroppens egen sjæl presse på, men den var svagere end hende så hun holdt den bare ude.
Hun vendte om og gi helt ned til flodkanten hvor hun satte sig på en af rødderne, hun tog sine sko af på en underlig perfektionistisk og blid måde, tog sokkerne af. Lagde sokkerne i skoene og stilte skoene ved siden af sig, mellem rødderne. Lod sine fødder glide ned i en rolig bevægelse, ramme vandoverfladen i en kort tøven og gled ned i vandet.
Hun bemærkede straks at vandet var ret så koldt p ådenne tid, men hun ignorerede det. I stedet så hun op mod ham med et lille uskyldigt smil.
Hun skulle nok finde ud af hvad der løsnede op for ham...

Hudsons hals var helt tør og han havde det som om hans lunger var punkteret. Forbandede fiske-gener, tænkte tvært, mens hun fortsatte med sine dumme spørgsmål. ”Ja, hvad tror du? En mand. Fremmed for dig,” svarede han en smule hårdere, end han egentlig ville. Han skulle videre, ud til havet. Hans hånd gled op på hans hals, hvor nogle små gevækster var begyndt at vise sig. Starten på gæller. Det var dog endnu ikke så tydeligt, at man kunne se dem. Kun mærke dem.
Han observerede hende, da hun trissede ned til søen og satte sig ned og tog sko og strømper af i sneglefart. Hun lignede mest af alt en elver. Alligevel var han overbevist om, at hun var menneske. Hun var som taget ud af en sukkersød, romantisk historie. Desværre spillede han ikke sin rolle for godt. Mens hun soppede og pjaskede i vandet med fødderne med sit barbie-smil, var han ved at blive kvalt. Af luft. ”Jeg skal videre..” kom det lavt og hæst fra ham, inden han rejste sig og begyndte at gå videre. Han gik rank, men alligevel var al elegance over ham forsvundet. Forbandede fiske-gener.

"Selvfølgelig skal du det..." ordene var udtalt på en anderledes måde end før. Hun så ud over floden med en slags ligegyldighed over sig.
"...Hjem til dit havfolk" som taget ud af den blå luft. Hun havde intet at bedømme på om han nu også var en af havfolket, men hun gættede på det og håbede bare hun gættede rigtigt. Ellers var det bare ærgerligt. Hun opgav at prøve og gøre indtryk på ham. Hun gættede på det ikke virkede fordi han kom fra havet. Han var ikke som alle de tosser i byen. Men hvad så? Hun overvejede hvad hun skulle, forlade kroppen? Det ville nok få ham til at stoppe op og glo lidt...OG han ville ikke kunne slå hende ihjel...Og hun kunne udfordre hans sjæl...Den måtte jo ikke være alt for kampparat når han øjensynligt ikke havde det godt.
På den anden side...Så skulle hun ind til byen igen og finde en krop inden for den næste dag. Hun kunne højst klar to dage uden en krop. Det vrimlede med mennesker, men hun var kræsen. Og dog. Hun kunne jo bare forfølge denne krop.
Hun rejste sig op fra vandet og så efter ham. Hun så smilene på ham, mens han gik. Mænd...Hun kunne ikke lide mænd. Hun havde studeret menneskerne, lige fra de er små bliver de oplært til at skulle være være sammen i par og få børn. Og de fleste mænd blev...Blev...ja, hun vidste ikke hvordan hun skulle forklare det. Måske var det i virkeligheden hendes egen jalousi over aldrig at kunne det samme.
"Du har det vist ikke så godt...Hvorfor hopper du ikke bare i vandet?" spurgte hun og i det samme var det som om kroppen blev slap, den faldt sammen...Og snart lå den på jorden.
Da hun gled ud af munden på kvinden mærkede hun hvordan dens rigtige sjæl taknemmeligt overtog kroppen og kvinden vågnede op lidt efter, hun rystede svagt på hovedet og så sig forvirret omkring. Det blålige skær ved hendes øjne var væk og hun så forvirret på manden. Hun kunne ikke huske noget.
Imens gled Monta usynligt gennem luften, over til ham og kredsede om ham, udfordrede hans sjæl...

Hun gled ned i vandet med ham, hun havde aldrig prøvet at forfølge nogen ned i vandet før men opdagede hurtigt at der ingen problemer var. En sjæl kunne jo dø når der ikke var nogen krop til at dø for den.
Hun holdt sig overrasket lidt tilbage. Hun havde haft ret lige fra starten af. Mænd var fuldstændige ligeglade med kvinder så længe de bare kunne få noget når det passede dem. Han var fuldstændig ligeglad med den kvinde der lå og så sig forvirret omkring. Hun fik nærmest ondt af kvinden. Den anden overraskelse kom da manden så ud til at have en hale. En fiskehale. Hun havde haft ret hvad angik at han var en af havfolket, men alligevel...
Hun gled rundt om ham mens hun mærkede vreden glide gennem sin...ja, krop kunne hun vel ikke rigtig kalde det. Men vred var hun. Hun gled gennem vandet uden problemer og lod sig glide rundt på hans krop, hun opdagede at han faktisk godt kunne mærke der var et eller andet. Men han vidste ikke hvad.
Igen afprøvede hun hans sjæl for at se hvor stærk den var, stærk nok til ikke at kunne blive skubbet væk i et øjeblik?
Hun fik en ny ide og stoppede op i vandet, hun lod blikket glide rundt i vandet. Masser af sten. Lidt småfisk, halvvild flod som dog ikke rev en alt for meget med sig. Men lidt for dybt. Hun lod blikket glide over ham. Nå pyt. Hun kunne altid prøve.
Hun gled op over vandet igen og hen til den kvindelige krop, sjælen var intet problem, hun skubbede den hurtigt væk og gled ind gennem munden p åkvinden som endnu en gang så ud til at miste bevidstheden i et øjeblik. Det blålige glimt kom tilbage i øjnene p åhende. Hun rejste sig op og børstede skidt af sig. Og så, uden at foretage sig mere, vendte hun om og begyndte at gå tilbage. Som om intet var sket, som om alt stadig var ganske normalt.