En aften i stilhed - Logan

Dato: Dags dato - 9. Maj
Tid: 19.30
Vejr: Mørkeblå himmel. Solen har været oppe hele dagen så det er temmelig lunt i vejret stadig. Kun nogle enkelte skyer svæver over himmelen men det generer ikke nogle.
Omgivelser: De mange gravstene der står alene hist og her. Ingen levende væsender til stæde ud over Kachmir.
Påklædning: Et par grå og sorte mekaniker bukser som har plætter af olie, benzin og alt muligt andet hist og her. På toppen har hun en sort t-shirt og ud over den en alt for stor sort skjorte.
Hun har en enkelt fjer i håret og har en enkelt flætning i sien af håret.

Solen var så småt begyndt at gå ned over den døde og næsten skræmmende kirkegård. Stilheden var øredøvende og nærmest larmende. Ikke engang en vind fik noget lyd frem. Der var helt stille. Lige indtil nogle forsigtige fodtrin kunne høres gå over kirkegården.
En ung kvinde så sig roligt omkring og det lod ikke til at røre hende at hun gik rundt på en snart mørk kirkegård.
Hun havde været på jagt men dog uden held, så nu var hun på vej hjem og havde valgt at gå hjem via kirkegården.
Men på et eller andet punkt godt li at være her. Her var stille og ingen til at forstyrre hende. Ligesom hun kunne li det.
Men samtidigt havde hun det sidste stykke tid gået og følt sig lidt ensom. Hun havde ingen folk hun sådan snakkede med, lige bortset fra sin chef.
Og det var måske også lidt grunden til at hun valgte og gå over kirkegården, med et lille håb af at der måske var nogle hun kunne snakke med eller bare se på.
Hun savnede lidt selskab men samtidigt havde hun også erfaret at for mange mennesker omkring hende fik hende til at blive sådan lidt. Stresset. Hun havde i hvert fald ofte oplevet at hun havde været nød til og gå i store forsamlinger.

Hun drejede kort hoveder og så sig over skulderen. Det brune hår lå blidt om hendes ansigt. Og endelig kom der en blid brise og tog fat i hendes hår. Hun syntes dog ikke at brisen var særlig behagelig så hun kørte håret om bag øret for at slippe for og få blæst håret til alle sider.
Hendes gylden brune øjne spottede sig omkring i håb om at se noget levende. Men det gjorde hun ikke. Derimod sukkede hun svagt og med den stilhed der var på kirkegården ville det suk kunne høres i en radius af 5 meter omkring hende.
Hun kløede sig lidt i nakken og knurrede lidt. Om det var af kedsomhed eller hvad det egentligt var der fik hende til det kunne hun ikke selv bestemme. Hun gjorde det bare.