Dissekering [Lovely Razell] <3

Hun prøvede at skrige. Hvor dumt.. Det var jo nytteløst. Men han vidste jo godt, at man skulle forsøge. Det kunne de ikke lade være med, de små, søde pus. Han lyttede til kvinden i telefonen. Hun havde en køn stemme. Blød og rigtig filmstjerne-agtig. Perfekt offer.. Og så tog hun for håbentlig en ven med. Men hvis der kom to, måtte han vidst fine skalpelen frem igen. Det fik ham til at grine lidt, men han nåede heldigvis at slukke opkaldet ned inden, selvfølgelig efter at have givet opholdsstedets oplysninger. Han hev mobilen ud af hendes hånd og lod den flyve ud i luften, før den to et brat styrt nedad imod jorden. Det måtte give lidt skræmmer.
"Ups.." Han lød overhovedet, som om han fortrød det, og hvorfor skulle han også det? Det ville jo være en løgn. Han fjernede ikke sin hånd fra hendes mund. Hun havde blød hud. Et lille riv og hun drejede rundt i en piuette, så hun endte med ryggen ind til ham. "Du besvarede aldrig mit spørgsmål.. Ved du overhovedet hvad ondskab er?" Han sagde det med munden helt henne ved hendes øre, og da han havde stilt spørgsmålet, flyttede han sin hånd fra hendes mund og først der. Han lod den glide i en langsom bevægelse ned og placerede den på hendes mave. Blød hud..
Han tillod sig at lade hånden glide op under hendes trøje og hive den med, så man kunne se hendes skin. En slank mave. Han lavede et kryds tæt ved navlen af hende og brugte selvfølgelig det næsten størkede blod som pen. "Vil du helst have, at jeg skærer dig op her eller skal det være tættere på brystkassen?" Han spurgte om det med det vilde blik og en latter begyndte at bryde ud af hans mund.
Ved alt dette kom han i tanke om noget, han havde tænkt lidt over ligesiden, hun viste sig for ham. Hun var en levende død. Altså havde hun været død. "Hvad er din tidligere race, frøken?" Hun var død, ja. Derfor ville hun ikke dø ved hans snit af skalpelen. Hvor morsomt.. En patient der aldrig døde. Det skulle nok blive sjovt.

Det gav en genklang, da mobiltelefonen ramte cementen, bagklappen faldt også af. Måske havde netop den telefon tilhørt arbejderen, der ikke længere var i blandt dem. Hvis det var tilfældet, sendte hun en kærlig tanke til hans kone, der ventede der hjemme med mad på komfuret. Han havde stoppet hendes hånd, og hendes nødråb var ikke blevet hørt i telefonen. Pokkers, tænkte hun og ærgrede sig inderligt.
Hun bebrejdede sig selv for deres død, hvis hun blot havde været lidt hurtigere ville de sikkert ikke dø. Nu var det afgjort, at det ville ske. Hun havde ingen se-ind-i-fremtiden-evner, men det var ikke svært at gætte. Han havde allerede dræbt en i aften, det var sikkert, at han ikke ville være den eneste.
Liget lå to meter væk fra dem. Den besynderlige mand havde snoet hende hen til sig, og hun stod tæt op af ham. Det var ubehageligt at vide, men da hun ikke kunne mærke, hans klamme, varme blodige hænder, generede det hende ikke besynderligt. Hun var kold, det var hun altid, men hun fik ikke en varm følelse, da han rørte ved hende. Ingenting.
Han talte til hende, og hun lyttede. Jo mere tid hun trak ud, jo mindre døde. Måske. ”Ondskab er mange ting.” Det lød gådefuldt, det kunne hun godt lide. Hun kiggede sig lidt over skulderen, da hun sagde det, men han var alt for tæt på, så hun kiggede hurtigt væk igen. Hun kunne se, hans hænd bevæge sig under sin bluse, det gav hende en mærkelig grimasse.
Hun kiggede ned ad sin mave for at se, hvad han egentlig havde gang i. Et mørkerødt kryds var tegnet ved hende navle. Hun kneb øjnene lidt sammen. ”Hvis du skærer i mig, vil det bare heale igen i nat. Det vil ikke gøre nogen forskel.” Hun lød så ligeglad som hun var. Hvilket var overdrevet ligeglad. Han var irriterende, og han ville ødelægge hendes krop, men det gjorde helelr ingen forskel, når der ville gå mindre end tre timer, så var den så god som ny. Bortset fra et ar, der aldrig ville gå væk.
”Homo Sapiens,” genialt latinsk ord for mennesket.

"Det bliver spændende at se, hvad det bliver synes du ikke?", spurgte han ud i luften rettet til hende. Et sygt smil var over hans læber, og han kunne ikke lade være med at undsluppe et fnis. "Jeg mener.. Vampyrer er så kedelige, dem er der alt for mange af her i verden. Men hvis jeg få fat i en alf.. De er ved at blive udryddet fra denne verden, så jeg skal jo nå at dissekere en, inden de forsvinder, ikke?" Han begyndte svagt at ryste af en indvendig latter, der kom helt nede fra hans mave af. "Uhh, hvor er jeg spændt. Skal vi ikke gå ned og hilse dem pænt, var skat?" Ved spørgsmålet lod han den anden hånd, der ikke var nede på hendes mave, glide kærtegnende over hendes kind, og han stak læberne helt hen til hendes øre. Kort lukkede han sine øjne ved berøringen. Så blød hud.. Han lod sin tunge glide ud af munden og køre langsomt op af hendes kind. Lidt krydret.. Lækkert. Men nej, han ville ødelægge sit eksperiment nu. Han var i gang med at undersøge, hvor lang tid han kunne holde til uden at spise, men det ville nu heller ikke gøre så meget, hvis hun var den, der ødelagde eksperimentet. Hvis det nu skulle ødelægges af en, havde hun huden til det. Og det var sikkert også en meget sødlig smag hendes sjæl besad. Hans mund løb jo helt i vand.
Han knurrede lidt af hendes svar. Smilet var dog stadig om hans mund, men lyden var en lille advarsel om, ay hun skulle svare som hun tænkte. "Så det siger du? Ser man det, ser man det.. Men det vil også sige, at du har nogen, du synes er onde. Jeg er sikkert ond i din verden, men for mig er du ond. Ond, fordi du ikke vil bruges til det, du er skabt for, og andre ville nok sige, at du er ond, fordi du er kommet tilbage til denne verden, da du så ødelægger verdensbalancen, og sådan kan det blive ved og ved.. Så hvem har ret? Kender du overhovedet til ondskab, eller er den ondskab, du kender til, bare sådan, du er blevet opdraget? Findes der overhovedet ondskab, eller er det bare endnu et af de ord, vi har opfundet som en retningslinje for vores ligegyldige liv for at vi kan overbevise os selv om, at vi ikke er de dyr, som vi faktisk er?" Spørgsmålene væltede ud af ham, og han talte meget hurtigt. Han regnede ikke med,a t hun kunne følge med eller svare. Der fandtes jo ikke nogen svar. Hun ville sikkert begynde at plapre om, at hendes måde at definere ondskab var den rette. Dumme mennesker.. Han havde ingen mening i denne krig, for han havde intet imod mennesker. De var sjove at eksperimentere, fordi man aldrig kunne regne dem ud. De var simpelthen så dumme. Og morsomme.
"Det ved jeg, skat," svarede han og satte et nyt kryds længere oppe. Det er jo derfor, det vil blive så sjovt! Og desuden kender jeg godt din race. I kan godt mærke smerte, men I dør aldrig. Det er jo lige derfor, du bliver så sjov at dissekere! Du dør aldrig og jeg kan bare skære videre." Han begyndte at fnise igen og satte et tredje kryds i den anden side. "Homo sapiens.. Det burde jeg at have gættes, og det havde jeg nok også.. Nå, men hvor vil du skæres op først?"

Tanken om at endnu flere ville dø i hans hænder i nat var skræmmende, ikke engang tæt på fascinerende. Hun var ikke bange for, at de skulle dø, men at de skulle føle smerte. Og det ville de helt sikkert. Døden var ikke slem, det var smerten og livet efter, som man så ikke kunne kalde et liv. Hvad man så kunne kalde det, havde hun aldrig funderet over før.
”En alf er bare et menneske tilsat spidse øre. Og de er i rejsevenlig størrelse, lige til lommen, bortset fra hvis man knækker vingen, det er upraktisk.” Så straks hun havde sagt det, vidste hun, at det sikker var, hvad han ville gøre af de små stakkels, uskyldige væsner. Hvorfor havde hun overhovedet ringet? Hvis hun bare havde forholdt sig u ro, kunne hun have redet to liv. Det tredje, der allerede var dødt, havde hun nok ikke nogen chance for t redde, men det ændrede ikke hendes selvbebrejdelse.
Han flyttede hans hånd til hendes kind og lod den kærtegne blidt. Det var mærkeligt. Hun følte ikke den summen i maven, som enhver anden ville have gjort. Det gjorde hende bestemt utilpas, men så var det heller ikke slemmere. Kort efter var det hans tunge, der kærtegnede hende. Det fik en gysen til at løbe i gennem hendes krop, rislende. Hun sank lidt i knæ, i håb om, at han fik sin tunge galt i halsen eller andet klamt. Hun havde ingen våben på sig, pokkers, tænkte hun. Hun havde heller ikke regnet med at støde ind i en psykopat på sin legeplads.
”Det var en masse fine spørgsmål på en gang, men jeg ved, du for alvor ikke troede, at jeg kunne besvare dem. Det finder du aldrig en, der kan. Desuden har jeg ikke min verden, jeg deler verden med andre, præcis lige som dig, lige meget, hvor glad du er for det.”
Hun vrissede sig i en hurtig bevægelse fri fra ham, men tog ikke afstand. Hun vendte sig bare om, så hun kunne se ham i øjnene, hvilket var ren høflighed. Der var ikke noget værre end ikke at kunne se vedkommendes øjne.
”Åh forhelvede. Du kan ikke bare skære i mig for.. altid. Det vil jo tage årtier, du kan jo blive ved.. Indtil du selv dør. Hey, jeg har en idé: du kan give mig din kniv, og jeg kan lave dig til et eksperiment. Hvilken glimrende idé.”
Et øjeblik fangede hun sig selv i at lyde som ham. Tosset. Bimmelim. Kuk i kassen. Hun talte i tåget. Audrey bakkede lidt væk fra manden. Selvom hun ikke kunne dø, kunne hun sagtens føle smerte. Og hun kunne også forestille sig smerten. Det gjorde ondt.

Det er altså din tur.~