Dissekering [Lovely Razell] <3

Tid: 21.30 = aften.
Sted: Byggepladsen
Das Wetter: Vejret er dårligt. Altså det regner hverken eller sner, men de mørke skyer giver bare det hele sådan en dårlig og mut stemning.
Omgivelser: Her er ingen mennesker, sådan rigtigt. Arbejderne er taget hjem for i dag og har efterladt de fine bygge maskiner helt alene i mørket, så de er rigtig kede af det.

Audrey havde en af de der gade, hvor hun ikke anede, hvad hun skulle tage sig til. Tiden gik dobbelt så langsomt som normalt, og under den tid, der gik skete virkelig ingenting. Hun kedede sig inderligt og var i det der humør, hvor hun bare kunne sætte sig op i en lastvogn og køre for fuld drøn ud af en ensom landevej i det sydlige Amerika med vinduet åbent, og hånden ud af det, hår, der blafrer i vinden, og folk der bliver kørt ned af hende. Den sidste ting var ikke krævende, men det gjorde det hele meget sjovere. Ligesom et eller andet plat computerspil fra det tyvende århundrede. Et spil hvor man ikke skulle bekymre sig om fartgrænsen, eller om man kørte ud over et hegn og så døde. Når nej, for det skulle hun heller ikke bekymre sig om i aften. Heller ikke nogen andre aftner. I al evighed skulle hun gå rundt ubekymret. Faktisk var Audrey ved at være lidt desperat efter den følelse af frygt og utryghed. Ja selv en lille detalje som at bekymre sig, savnede hun. Hun bekymrede sig netop ikke, om en eller anden skulle komme og opdage, at hun befandt sig inde på lukket område, at hun netop lige nu sad i den største kran, hun kunne finde.
Ja, for det var der, Audrey sad lige nu. Velplaceret oppe i styrehuset og kigge ned på de mikro små huse, ja det var livet ifølge hende. Ironisk, tænkte hun, da det var længe siden, at hun kunne sætte ordet livet og sig selv i samme sætning.
I aften havde hun trukket i en skovmandskjorte, der hang på siden af maskinen. Sikkert en af arbejdernes, tænkte hun, da hun tog den på, ubekymret, om de måske skulle dufte lugten af en sød parfume og.. Død?
Desuden havde hun sin egen hvide t-shirt, en af de få hvide t-shirt i verdens historien, der ikke var gennemsigtige. Hendes jeans sad stramt, men de skulle de vel nu til dags. Hun havde længe tænkt: ”Screw the fashion,” men var alligevel hoppet på. Det var en afhængighed for hende at se nogenlunde præsentabel ud for hende. Desuden havde hun heller ikke meget andet at tage sig til.
Bib, Bib, sagde det, da hun flyttede den store krans ende/hoved. ”Irriterende lyd,” mumlede hun for sig selv. Hun tænkte også, at hun garanteret ville få noget af et chok, hvis nogen rent faktisk en dag svarede hende tilbage. Hendes skygge fx? Det var nogle af de syge ting, der foregik i hendes hoved i daglig dagen. Endnu et bib bib, men denne gang var det fra en mobiltelefon, der lå på sædet siden af hende. En sms. En arbejder må have glemt den her, så hun tog den op og læste den. –Aftensmaden er klar, skat, hvor blive du af?- Det var sikkert fra arbejderens kone eller sådan noget. Gad vide hvor mobilens ejermand var henne lige nu? Og gad vide, hvorfor han havde glemt sin mobil telefon?

//OOG: Woooooah, thinking what the hell. xD//

//OOG: All I want is to mess around! ... sorry, kunne ikke dy mig XD//

Hudson skrev:

//OOG: All I want is to mess around! ... sorry, kunne ikke dy mig XD//

//OOG: Du fik mig til at snotte ud over det hele, der Huddie. Great. xD
Host, er din kreativitet tilbage? //

//OOG: Haha.. Huddie.. Hottie X3
Ja.... Men dovenskaben er der stadig XD//

Hudson skrev:

//OOG: Haha.. Huddie.. Hottie X3
Ja.... Men dovenskaben er der stadig XD//

//OOG: Ak ja. Du kommer til at bøde for det.. En dag. >: D
- Nice sang forresten. ^^

//Jajajajaja, så siger vi det XD
I knåååw :3 Forguder den <3//

//OOG: Djævel. >:3 //

//Nej.. Havmand ;D Hav-mand! XD//

//Engel! Du har svaret emnet. n__n
Havfrue!//

//Ja, og jeg var kreativ! n.n
Frue? *glo på Hudson ædlere dele* Erhm, ja, I don't think so X3//

//OOG: Det tog mig lang tid at regen ud, hvad der rent faktisk skete. xD
Well.. God dreng. n.n

//OOG: ... I emnet? Eller da jeg tjekkede Hudsons køn? XD//

//Og dette kunne i måske ikke gøre over pm? -.-//

Razell skrev:

//Og dette kunne i måske ikke gøre over pm? -.-//

//Jeg er ikke den skyldige. D:

Audrey skrev:

Razell skrev:

//Og dette kunne i måske ikke gøre over pm? -.-//

//Jeg er ikke den skyldige. D:

//Bah.. Og så skal du absolut skyde skylden på mig )://

En tændstik blev tændt. Flammen var først lille men voksede til en størrelse, så den var ved at overkomme. Den tændte en glød i cigaretten. Så var jobbet gjort, og cigaretten blev kastet ned på jorden, hvor den hurtigt gik ud. Cigaretten blev ført op til munden, og han tog et par sug, hvorefter han lod røgen glide ud af munden igen, og cigaretten blev ladt tilbage på mundvigen. Gløden i cigaretten var ikke stor, men den gav alligevel en god varme. Men det var ikke derfor, manden røg. Det var det indeni, der havde gjort ham afhængig og var skyld i, at han brugte de fleste af sine penge på cigaretpakker. Han var snart ved at gå tør.
Hans blik gled op på himlen. Den var ikke det kønneste på denne dag. Himlen var overskyet og ikke en eneste stjerne kunne skimmes igennem det tygge lag af skyer. Selv ikke den store, guddommelige måne kunne trænge igennem muren. Det ser ud til regn, tænkte han og lukkede øjnene i. Han lod sit hoved glide bagover, så hans ansigt var vendt imod himlen. Han sad op af en metalpæl som var til for at holde byggeriet sammen. Han havde placeret sin bagdel på en træplanke, som arbejderne stod på, når de arbejdede om dagen. Nu var det dog blevet for sent til, at de ville arbejde. Selv arbejderne skulehave fri en gang i mellem. De små, elendige pus..
Et smertensklynk lød lidt væk fra. Det var ikke særlig højt, men det var højt nok til, at man i en radius af 3 meter vidste, at byggepladsen ikke var helt tom alligevel. Røgen stod igen ud af mandens mund. Han åbnede øjnene ved klynket, som fortsatte med at lyde lidt derfra. Øjnene bevægede sig ud af øjenkrogen og så hen på en høj mand med store overarme og en god ølvom. Man kunne se, at det var en arbejder, for han havde endnu ikke fået trukket i normalt tøj endnu. Han havde den beskidte, snavsede blå dragt på, men sikkerhedshjelmen manglede. Han havde ikke meget hår på hovedet. Det var kun et par hår eller tre. Manden lå ned og vred sig lidt i afkræftede bevægelser. Hans dragt var flået op på maven. En grim, behåret mave, efter herrens mening. Han lignede helt en abe. Men sandheden var en anden, og han kendte den. Selvom det var tæt på.
Manden åbnede langsomt øjnene og tog sig til hovedet, hvor han kunne mærke en stor bule. Hvad lavede han der?, kunne han gætte sig til, at aben tænkte. Han måtte være forvirret. Han var jo gået ud som et lys, da en jernstang pludselig var faldet ned i hans hoved. Et sygeligt smil gled over mandens læber. Stakkels, lille abemand. Han havde sikkert været på vej hjem til sin kone og sikkert også børn. Børn.. Gud, hvor han hadede børn. Og alligevel ønskede han at undervise dem. Mærkeligt.
Verden er mærkelig, fortalte en lille stemme ham. Han lod cigaretten falde ned ud over planken, han sad på, hvorefter den sikkert gled videre ned og landede på jorden. Der var ret langt ned, men han var kun på første sal. Han ville have gået højere op, hvis denne abemand blot havde bygget lidt hurtigere. Han kravlede hen imod manden, der havde formået at sætte sig lidt op. Først nu opdagede aben den anden herres tilstedeværelse. Først så han forvirret ud, men så kom der skræk ind over hans ansigt. Og han begyndte at skrige.
Hvor han dog hadede, når folk skreg. Det fik hans hoved til at hamre. Men på en måde elskede han det. Han elskede at høre, hvordan de led. Små pus..
Han lod aben skrige lidt, men da han kravlede hen og satte sig på livet af aben, tav han. Men det var ikke fordi, han ikke var bange nu. Nej, skrækken var nærmest meget værre. Den spejlede sig i hans øjne, men han turde ikke røre sig ud af flækken. Måske var det fordi, han havde set skalpelen, han havde fundet frem. Han sad lidt og stirrede ned på aben med et overvejende blik. Han kunne mærke, hvordan han rystede. Tilsidst lænede han sig ind over mand, helt hen tæt på hans ansigt, så de så hinanden i øjnene.
"Vil du helst have, at jeg fjerner din lever eller nyren først?"
Spørgsmålet fik aben til at skrige. Han havde sikkert aldrig skreget sådan før. Det måtte kunne høres over alt på byggepladsen. Men uheldigvis for abemanden, så var her ingen. Kun dem. Han begyndte stille at le, og latteren voksede. En dyb, karakteristisk latter, der kom helt nede fra maven af. Han førte skapelen ned til maven, men inden han lod den røre abemandens skin, så han hen på ham igen. "Du er et meget heldigt menneske."
Skriget stoppede.

Det første, der trængte igennem Audrey var det smertefulde skrig. Det var langt og skingert. Hun tvivlede noget på, om det tilhørte det kvindelige eller mandlige køn. Hun blev hurtig enig med sig selv om, at det måtte tilhøre en kvinde. En hjælpeløs kvinde i nød, det lød meget superhelteagtigt, og Audrey havde altid haft et nært forhold til de fantastiske historier om Supermand og Batman, men det her var virkelighed. Hun håbede inderligt, at hun fik hovedrollen som superhelten. Hun orkede ikke lige nu at være ofret, der bliver pint til døde. En kort latter hun hurtig slugte, da superskurken måske ville høre hende. Hun sad i kranen højt hævet over alt over alle. Der var kun en vej hen til skrigets ejermand og det var ned.
Det var ikke fordi, at hun led af højdeskræk, hun fik det bare lidt dårligt, da hun skulle klatre ned af stigen. Hun gjorde det lydløst, hvilket bedst kunne betale sig. Skriget var stoppet igen. Det var stoppet så hurtigt, at hun egentlig ikke have lagt mærke til det. Det var bare lige pludselig.. væk? Nu var der intet, der brød stilheden. Så nu var her for alvor stille. Byggepladsen var meget begivenhedsfattig. Der var så stille, at man kan høre en knappenål falde til jorden. Hun følte sig endda fristet til at afprøve den teori, men hvis den ikke holdte stik ville hun været afsløret. Og superheltene kunne altså aldrig tabe. Men hvad var der at tabe? I hendes øjne = intet.
Hun gik over hen over cementgulvet. Det var lidt koldt. Hun havde kun nogle tynde gummisko på, så kulden derfra trængte op gennem. Hvis hun havde været vampyr, havde hun sikkert allerede genkendt duften. Den søde, metalliske duft, som hun til en hver tid ville kalde stank, var stærk her. Hun var tæt på. Hun var ikke specielt bange for, hvad hun kom frem til, men lidt nervøs var hun vel. Hun orkede ikke det store blodbad lige nu. Heldigvis havde hun ikke lige fordøjet en stor hamburger og en gang pommes frites til. Nej, det havde hun faktisk aldrig smagt, det var også en helt anden side af historien.
Hun var kommet frem til gerningsstedet, dog stadig på afstand. Jo, der var blod. Og et offer. Og en superskurk. Desværre ingen maske. Men hun havde jo heller ikke selv kappe eller noget på. Hun kiggede på skjorten, som hun havde glemt at tage af. Jo, den kunne fungere som en kappe, praktisk, tænkte hun, d ahun ikke kunne sige det højt uden at blive opdaget. Morderen havde våben, men det generede hende vel egentlig ikke. Offeret havde fået skåret sin ølvom op. Hvis hun kunne have brækket sig, var det nok nu hun ville have gjort det. Hun gik tættere på. Ret ligeglad med at blive opdaget nu. ”Det er ikke imponerende,” sagde hun pludselig. Selvom der var godt fem meter hen til liget, kunne hun sagtens se hver detalje. Blod, kød.. Knogler. Hun kunne se i superskurkens ansigt, at han var imponeret. I hendes øjne var det klamt. Det var mere en tilståelse end et spørgsmål. Hun gik om på den anden side af ham. ”Det er for sent at redde ham.”


//Du er virkelig utålmodig. xD
Defor gav det ikke mening til sidst. = din skyld. // 8D

//Ja, jeg er.. > Men jeg har nu formået at tyde dine sætninger, så fat mod min kære! x3//

Aben var stille igen. Endelig.. Der var ingen skønhed over hans skrig. Det var grimt og skulle slukkes. Han havde først stukket skalpelen ned i hans bryst og havde vidst nok, hvis han ikke tog meget fejl, ramt direkte ned i hjertet. Bare for at sætte en stopper for ham. Normalt ville han have ladt offeret skrige, men i dette håbløse tilfælde var det en umulighed. Han nød at høre dem skrige, skrige over den smerte, han forvoldte dem. De fortjente at lide. Hvem ville ikke lide for fremtidens skyld? For videnskaben. De små pus vidste ikke, hvad de selv ville. De burde være glade for, at han var der til at sørge for, at de fik det, de ønskede. En indetrængt latter fik ham til at ryste. Hans øjne var spærret vidt op, men det var ikke fordi, han var bange eller havde set noget skræmmende. Det var et blik, der vidste hans iver og glæde over dette, hvor sjovt han havde det. Han lod kniven glide trænet hen over mandens mave, så den blev skåret vidt op, og selvom han rystede af latter, gik rystelserne ikke ned i hans hånd som det eneste. Nej, han lod ikke noget ødelægge denne operation. Han lod skalpelen glide videre. Den var skarpere, end man skulle tro. Den gled nemt igennem hud og kød, som var det intet. Det var ikke engang så besværgeligt, som når man skulle klippe en saks igennem papir. Men det var måske mere manden, der holdte den.
Han hørte hende komme, før hun begyndte at tale. Han reagerede bare ikke på det, men det gjorde han nu heller ikke, da hun åbnede sin mund. Hun var som luft for ham. Hun var ingenting lige nu. Hun kunne forstyrre ham i dette. Intet kunne få ham væk fra dette. Så var det ligemeget, hvad hun syntes.
Men dog.. Hendes duft gled ind igennem hans næsebor, og hans hånd stoppede. Han lukkede øjnene og trak vejret dybt igennem næsen, som havde han lige lugtet noget, der var mere end fantastisk. Det var en rådden lugt.. En lugt, man ikke rigtigt ville kunne fange med den normale lugtesans, men han kunne lugt det. Levende død.. Hvorfor var hun mon stadigvæk på jorden? Kom hun for hævn, havde hun glemt at slukke komfuret, angrede hun utroskab? Han åbnede øjnene igen. De var stadigvæk spærret vidt op og havde små pupiller. Nogle folk ville beskrive det blik som 'en sindssyg mands blik', men han ville nok bruge andre ord. Han lod blikket glide over på hende. Hun stod tæt på ham. Alt for tæt. Han kunne nå hende, hvis han ville. Men nu var han midt i noget andet. Hn kunne dog ikke lade være med at trække på smilebåndet, så læberne skiltrede i et stort tandsmil.
"Redde ham, siger du?", sagde han med en svævende stemme. Latteren sad i den. "Jeg har lige reddet ham."

Desværre blev unge Audrey ikke overrasket over den fæle mands ord, hun var virkelig for ung til at se sådan noget. Dengang hun var levende, var det slet ikke tilladt for hende. Det var slemt, hvis hun så opkast. Det var nok til en syge dag i sengen med varm tomatsuppe, hvis man var heldig. Men det var fortid. Nutiden var her midt på 2. sal i en ufærdig bygning, der endnu ikke havde tag på, og væggene var så godt som ikke eksisterende. På den heller ikke færdige cement gulv lå en død mand, og ved hans side sad morderen. Audrey vidste, det var uhøfligt, men hun ønskede ikke at den fede arbejder skulle vende tilbage fra døden. Eller nej, det var ikke engangn uhøfligt, det var rent faktisk høfligt. Hun ønskede ikke for nogen at vende tilbage til det liv. Men det var nok mere hendes hensigt, der var uhøflig. Hun ønskede bestemt ikke at tilbringe mere tid sammen med ham. Desuden, hvis arbejderen kom igen ville han gå rundt uden.. Ja, hvad var det den fæle mand havde fjernet? En nyre, lignede det. Audrey havde ikke forstand på biologi eller menneskets krop eller noget som helst andet, der omgik sådan noget. Nuvel, hvis manden kom igen ville han gå rundt uden diverse organer, og det ville virkelig være ulækkert. Så kunne hun bedre lide hendes egen død, selvom at hun jo selvfølgelig ikke kunne lide den. Den var bare værd at foretrække, hvis man selv kunne vælge. Det kunne man vel også godt, hvis man havde valgt selvmord, men det var de færreste, der gik igen efter selvmord, det var jo selvvalgt, at man ville dø.
”Redder ham.. Du kan ikke redde et sundt og raskt menneske ved at dræbe ham. Selv jeg ved det, og det siger faktisk meget. Det er bare en syg hobby, er det ikke?” Siger det sidste med den der syge baby stemme, hun nogen gange får, når hun føler sig bedrevidende, eller hun bare synes vedkommende er et skvat. I dette tilfælde var begge ting relevante. ”Du redder ham ikke, han kommer til at dø, fister.”
Situationens alvorlighed havde ikke ændret hendes sprog, der bag præg af nutiden. Hun hang ikke fast ved det sprog, der hørte til attenhundrede tallet, hvilket hun også priste sig selv for. Hendes øjne hvilede på den fæle mand, da hun egentlig fik det mentalt dårligt af at se på liget, der bare lå og blødte. Og var død. Et dødt lig.


//Javel sir. :D
Denne gang mistede det lidt længde, men hva' fuck. Du elsker mig alligevel. Håber jeg da. *I*//

"Min kære frøken," startede han. Hans blik var som sømmet fast til hende, og han blinkede ikke. Han lignede mest af alt en computerfreak, som havde siddet hele natten og gloet på skærmen. De var helt blodsprængte og spændte. Han fjernede dem ikke et sekund fra kvinden men lod dem glide op og ned af hende, inden han svarede. Som sad han og overvejede, hvor det ville være bedst at begynde. Og det var lige, hvad han var i gang med. Blød hud.. "Jeg kan ikke lyve om, at jeg nyder det, men du forstår det ikke. Du er ligesom så mange andre tåber. Du er skabt for at blive eksperimenteret med. Verden er et eksperiment. Og det samme er du og dit liv. Og dit efterliv, hvis jeg hellere skal bruge det om dig." Tungen gled med en lynhurtig bevægelse rundt om hans mund. En sulten bevægelse.
Hun var dum. Dum og naiv. Hun troede sikkert, at hun levede for sin egen skyld. Hun troede sikkert, at livet bare var en proces til det næste liv. Men der var ingen beviser for det. Lige meget hvor mange gange, man hørte, at folk havde "set lyset" og magisk nok var vendt tilbage til livet.. Fup og opspund. Det var ikke blevet konstanteret og derfor var det ikke sikkert. Gud fandtes måske heller ikke. Englene var sikkert bare fjolser, der var syge i hovedet og havde skizofreni, så de troede, en højere magt havde talt til dem og givet dem styrket. Nej, Guder var for fjolser, der havde brug for hjælp til at komme igennem livet. Ynkelige fjolser, der ikke kunne se livets sande kunst. Og hvis der nu fandtes en Gud, så var han ikke så brilliant, som englene påstod. Hvis denne Gud fandtes, hvorfor havde han, eller muligvis hun, ikke sat en stopper for det, som de fejlagtigt kaldte ondskab?
Han vendte tilbage til abemanden og blev ved med at skære videre med skalpelen nede i hans mave. Han var ved at skære mavesækken op. Det kunne være sjovt at se, hvad han fik til morgenmad. Rugbrød var hans første bud, men det kunne også godt være et mælkeprodukt som cornflakes.
"Hør her.. Det lyder som om, at du mener, jeg er ond?"

Audrey lyttede opmærksomt til hans ord, hun var så godt som uenig i det alt sammen. Hans holdning til tingene var en del mørkere end hendes, selvom hun godt kunne være negativ. Hans holdning var heller ikke negativ for hende, det var noget helt andet. Meget mere.. Anderledes ondt, der ikke gav mening.
Hun holdt hans blik, lige som han holdt hendes. Men blev enig med sig selv om, at det nok var ham, der holdt hendes blik, da hun næsten følte, at hun ikke kunne kigge væk. Hun var ikke skræmt af hans underlgie ord og besynderlige tanker, men hun var da heller ikke fascineret på den måde, som han var. Da hun endelig kunne slippe hans blik kiggede hun op i himmelen – fuldtstendig uden grund, men det var rart og befriende. Men hun kiggede hurtigt ned på dem igen, hun kunne ikke holde sig fra spændingen og eventyret, total superhelt, tænkte hun.
”Jeg kender dig ikke, fister. Så hvordan kan jeg sige du er ond? Jeg kan kun sige, indtil videre, at du har ne grusom tankegang. Meningsløs.” Det sidste sagde hun gældende for alt, hvad han har sagt. Imens hun snakkede, fumlede hun med arbejderens mobiltelefon, trykkede tallene ind på politiets nummer. Det var nemt nok, så det var hurtigt gjort. Det var en gammel nokiamobil, sådan en alle arbejdere havde. Den reagerede sindssygt langsomt på hendes tasten, så hun ventede med god tålmodighed. Som hun stod og ventede, blev liget mere og mere.. ødelagt? Ja, ødelagt. Endelig var den klar til, at hun kunne trykke på den grønne telefonrør, der var på mobilen. Hun holdte tasten ind længe, så hun sikrede sig, at mobilen fik fat i, at det var det hun ville. Den sindssyge mand sad stadig på skar i liget. Mavesækken åbnede sig og diverse klamme madrester løb ud, helt gennemmost af hans tænder og med lidt blod i. ”Æg og bacon,” mumlede hun lavt, da det var det, hun synes, det lignede.
Hun holdte telefonen op til sit øre og hørte kun den lille klare biblyd. Hvad skulle hun mon sige til dem? At der sad en middelaldrene mand og skar i et lig, et lig han havde myrdet. Ja, det kunne man vel godt sige, men det lød bare mærkeligt. Især det faktisk, at hun stod lige siden af.

Grusom tankegang. Meningsløs. Hvad snakkede hun om? Han var et geni. Måske var hans tankegang anderledes end andres, men det var til det bedre. Den tankegang gav ham viden, som ingen andre ville komme til. Og kun med sådan en tankegang, kunne man forandre verden. Herskeren havde også en anderledes tankegang. Det var sådan, han var kommet på tronen. Fordi han havde været den første til at tænke på, at denne verden ikke kun var menneskenes men også deres. Men ikke nok med det, han havde endda formået at vende verden 90 grader. Den var vendt total på hovedet. Menneskene ville snart være få, og hvem vidste, hvad der ville ske, når verden var overtaget. En ting vidste han da; herskeren var magtsyg, og når han først var begyndt, kunne han ikke stoppe igen. Han havde mange teorier, og han vidste, at han nok skulle få mulighed for at fortælle den døde pige om dem senere. Bare ikke nu. Nu krævede det mere et spørgsmål.
"Du siger, at du ikke kan bedømme mig endnu, men er det fordi, du prøver at spille vis og bedrevidende, eller er det fordi, du er dum?", spurgte han hende med det samme smil, som hele tiden havde hængt om hans mund. "Ikke fordi, at jeg siger, jeg er ond, men det ville din tankegang nok sige. Men ved du overhovedet, hvad ondskab er?" Hans blik borede sig ind i hendes øjne, som kunne han læse hendes tanker ved det eller måske endda tage hendes sjæl. Han blinkede ikke - det behøvede han ikke. Man kunne ikke finde en mand, som kunne holde øjnene længere tid åbne end han kunne. Det var så måske også derfor, hans var så rødsprækkede. Men han havde nu også specielle øjne. De havde været ofre for hans eksperimenter, og sandheden om dem var afskyelig. Rent faktisk var det ikke engang hans.
Han lod det ene øje glide ned på sit offer, imens det andet stadigvæk fokuserede på kvinden. Det, han brugte til at holde øje med kvinden, havde en rød farve, hvor det andet var en voldsom lys blå. Han vendte snart begge øjne imod liget igen. Hun var ikke interessant mere, og hun forstyrrede ham. Fredsforstyrre.
Han skar videre i manden og nåede nu til noget interessant, som fik ham til nærmest at stikke næsen helt ned i maven på ham. Lungerne. Det var dem, som pumpede ilt op og ned i kroppen. Fantastiske.. Symmetri i kroppen. Det var helt igennem fantastisk. Han havde selv kun én virksom lunge i øjeblikket, men det var noget alle kunne leve med. Eller uden. Det var så fantastisk! Det fik ham helt til at hive efter vejret som en spændt lille pige. Hvis han blev ved i for hurtigt et tempo, kunne han til sidst ikke trække vejret mere. Det skete ret tit.
Han så frydefuldt ned imod dem og rakte begge hænder frem. Igen mindede han om en lille pige. Hans hænder lukkede sig om lungerne og rev dem op. Der sad selvfølgelig blod på dem, og det sprøjtede ned på hans tøj og i hans ansigt, men det gjorde ikke noget. Det var trods alt derfor, at han gik med den hvide kirtel - selvfølgelig var det også for det smarte look, men det behøvede ingen at vide. Men den hjalp selvfølgelig ikke så meget, når den stod åben og dækkede ikke andet end armene.
Først nu opdagede han, at hun var ved at ringe. Men til hvem? Dumt spørgsmål som kun skulle stilles til dumme personer. Ikke til ham. Hun var vidst bange, men hvorfor? Han var et geni, hun burde at følge med. Dumme unger. Han rejste sig fra sin behagelige plads og gik to lange skridt frem imod kvinden, så han næsten stod helt foran hende til at kunne mærke hendes ånde. Han smed lungerne med det samme og rakte den blodige hånd frem imod hende. Den greb om hendes hånd, den der holdte mobilen. Øjnene blev store igen med små pupiller og smilet blev større og fordrejet i en skæv vinkel.
"Hvem ringer du til? Er det politiet? Hvis det er politiet, må du hellere slukke den hurtigt, for ellers kommer de bare, og vi vil ikke have politiet her, vil vi vel? De ville bare ødelægge min undersøgelse og tage mit offer. Og du tror sikkert, at jeg komme ri gummicelle, gør du ikke? Men der tager du fejl. Ja, det gør du. jeg har været i gummicelle før, men det var ikke for at dræbe et menneske. Nej, ingen tager sig af mennesker, dukkebarn. Jeg vil ikke engang ende bag tremmer." En latter brød ud af hans mund og galede ud over det hele. Den var tæt på at være ligeså høj som abemandens kvindehyl, men i modsætning til det var der ingen frygt eller noget, der kunne ligne. Nej.. Det var noget helt andet.

Det var en forfærdelig masse blod. Blod der var blodrødt, hvilket ikke var overraskende. Det var langt mere overraskende det blik hende øjne fik, da blodet sprøjtede ud på hele hans fine hvide kittel, som hun egentlig godt kunne lide til begyndelsen. Den gav ham sådan et sygt professor blik, et super godt billede, hvis man havde et kamera ved hånden, men det havde det døde spøgelse jo ikke.
Blodet havde næsten dannet et mønster. Det var sågar sprøjtet helt over mod hendes sko, så hun har måttet tage et skridt tilbage, det var ikke hende, der slet ikke tog sig af at få blod på sit ellers så rene tøj, der også var helt nyvasket. Hun holdte af at være ren, så sådan skulle det gerne fortsætte.
Manden satte kniven i ’sit mesterværk, ‘ som han kaldte det. Mere blod. Det var lungerne, han havde fat i nu. Det var egentlig ikke klamt, men det var fortræffeligt meget blod, der kunne have været blevet inde i kroppen, men nu fik lov at danne en sø rundt om arbejderen. Det var arbejderens blod. Det ville garanteret tiltrække et bund vampyrer, hvis der altså havde været nogen tilstede.
De ord, han spyttede ud, kunne ikke få hende til at bryde sammen eller noget. Hun var da splitter ravende ligeglad, hvad han syntes om hende. Og hans dømmekraft virkede ret ringe, langt ringere end hendes.
Hendes blik hvilede ikke på ham, mens han kiggede på hende. Nej, selvom hun var meget frastødt ved alt det blod, fascinerede det også. Lungerne var klamme. Det var alle de andre organer også, men blodet var ens hos alle. (Bortset fra de blodløse, men dem talte hun ikke med.) En af grundene til at det var så fascinerende, var nok at hun ikke selv havde blod. Hun længtes efter den metalliske smag, når hun havde revet sig på en gren i skoven, og en lille revne ville langsomt åbne sig, hvorefter en bloddråbe i begravelsestempo ville rejse sig, inden den fik overbalance pga dens massefylde og løbe ned af hendes arm, så ville hun slikke det af og derefter skære en voldsom grimasse, da hun virkelig ikke brød sig om smagen.
Blodet frembragte minder. Gode og dårlige, mest dårlige.
Hun holdt stadig mobilen i sin hånd, da han opdagede det. Biblyden var stoppet og i stedet var en kold, metallisk stemme kommet: ”Alcadias Hopsital Øst, hvad kan jeg hjælpe med?”
Manden havde rejst sig, han udtalte sine ord med omhu, og hun ville hellere udføre denne samtale i telefonen end sammen med ham. Han var ubehagelig, og selvom han ikke så meget som kunne krumme et hår på hende, skræmte han hende. Ikke med alt sit blod, snak om de fascinerende døde mennesker og alt det. Hans øjne var igen rettet mod hende. Dem begge to. Han rejste sig, og hun rykkede sig ikke ud af stedet. Nej, hun var ikke bange lige nu. Fysisk kontakt og vold generede hende ikke. Hun fik et hurtigt glimt af, at han ville slå hende og hun ville mærke smerten, men det kunne hun sige sig selv: det ville ikke ske. I stedet tog han fat i hendes hånd med sine blodige hænder, hvis man ikke havde set hele forrige scene, ville man tro, det var hans eget blod.
Han havde ret i alt det han sagde, og det ærgrede hende brutalt. Hans latter ramte hende som et hårdt stød. Som en vind, der pustede til et bjerg. Hun var bjerget. ”Selvom de ikke vil tage dig i fængsel, vil de være klar over din forbrydelse, og så vil de stoppe dig næste gang.” Hun troede ikke selv på det, og ja, hvem havde sagt der kom en næste gang. Han stod tæt på. For tæt på.
Hun holdt stadig mobilen i hånden, så stemmen fra den metalliske dame kørte stadig: ”Hallo?” Sagde den.

En stemme kom ud fra apparatet, hun holdte i sin hånd, og den bekræftede bare, hvad han allerede havde regnet ud.N Næsten da.. Men han blev rent faktisk lidt overrasket. Det var hospitalet, hun havde ringet til. Han havde troet, det ville blive politiet, men der tog han fejl. Hun var virkelig en menneskeelsker. Han sukkede lydløst for sig selv og fik et mildt smil, der overhovedet ikke havde tegn fra det fra før. Som forvandlet. Det var nærmest kærligt. Hun havde ringet til hospitalet før politiet,fordi hun troede, mandens liv kunne reddes. Hun var kærlig. Kærlig og dum på én gang. De to ting fulgtes tit ad. Det var jo tydeligt for en hver, at manden var død. Han havde været død lige fra starten af. Ingen kunne have reddet ham. Lige fra da manden kom i tanke om, at han havde glemt sin madpakke og besluttet at tage tilbage på den tomme arbejdsplads efter den, havde han været dødsdømt.
"Stoppe mig næste gang? Hold nu op..", lo han og og tog den anden hånd, som ikke holdt om hendes med mobilen, op til hovedet og lod den rode i hans hår, så det også blev klistret af blodet. "Jeg er videnskabsmand, ikke en morder. Ingen vil anholde en, der gør fremskridt. Jeg er måske blevet anholdt før, men det var en fejl, og det fandt de også ud af, da jeg viste mine talenter dér." Der
var ikke tvivl om, hvad han mente dér. Han smilte selvtilfredst over mindet og så det helt for sig. Han havde siddet i en gummicelle. Hvordan han var kommet ud var en hemmelighed, men da han forlod stedet var der ikke meget liv tilbage. De havde alle gjort sit for videnskabens skyld.
Han snakkede bare løs, som var mobilen ligegyldig. Han elskede at fortælle om sig selv og hans eksperimenter. Det var jo spændende. Og hvis kvinden i telefonen også ville høre det, så måtte hun da gerne.. Men problemet var bare, at han altid plejede at dissekere dem, som hørte hans historier. Ved den påmindelse trak han den døde piges hånd hen til hans øre og holdte den der.
"Vi har en arbejder, der er såret her. et er ikke så alvorligt, så vi behøver ikke megetmandskab, men hans ben er brækket." Han talte med en rolig, myndig stemme, som overhovedet ikke passede til det store, fedtede smil, som var over hans læber. Den anden hånd gled hen over kvindens mund, så hun ikke lige pludselig ville skrige. Det ville gøre ham vred, og det kunne de jo ikke have.

Hun havde ikke tænkt sig at skrige, da det var alt for tøset, og uden grund. Der havde været alt for mange meningsløse ting her på det sidste, så hun ville sætte en stopper for det. Der skulle squ fandme være en mening med alting. Og meningen med, at han havde placeret sin hånd foran hende mund, var fordi hun ikke måtte skrige. Nuvel, tænkte hun.
Han havde et stærkt greb, da han hev hendes hånd fra hende, det var måske så meget sagt, men det lignede det næsten. Ja, for hun følte ikke hans solide greb. For hendes skyld kunne hun stykke tusind skalpeller i hende uden at hun ville så meget som blinke med øjnene. Det var praktisk, men irriterende. For det første kunne hun ikke mærke, om han havde blødt hår eller ej. Hun kunne ikke mærke, om det var fyldt med voks eller andre hårplejningsmidler. Det var meningsløst for hende at rode i hans hår, men på en eller anden måde skulle han vel tilfredsstille sig selv. Det var næsten mere klamt at tænke på, end blodet der nu var dækket rundt om hendes mund og på begge hendes hænder. Blodet var så tæt på hendes mund, at hun bare ved at slikke ville have chancen for at smage metalsmagen fra blodet igen, men nej, for det første gjorde hun det ikke, og for det andet ville hun ikke kunne smage eller mærke det.
Hans stemme løs meget pædagogisk, som en far, der talte til sin søn, det var en klar overdrivelse, men Audrey havde ikke andre sammenligninger i ærmet lige nu. Hun havde en teori. X var, at hvis Y fik fat i flere Z, ville x nok blive x i anden gange flere millioner lysår. Nej, hun var ikke et geni til matematik, så hun brugte ord i sit tankespind. Hvis manden fik fat i flere mænd, han kunne dræbe, ville problemet bare vokse sig endnu større. Ligesom dengang, hvor en sindssyg mand havde brudt ud fra fængslet og dræbt hele bygningen næsten. Hun havde ikke været der, men i nærheden, uheldigvis. Det resulterede, at hun fik lov til at følge flere og flere gennem lyset, uden selv at kunne følge med.
Tilbage til nuet: Hendes første reaktion var nok en mild himlen med øjnene, et støn og en irriteret grimasse. Han havde fat i hendes ene hånd og så godt som hele hendes kæbeparti. Det betød, at hun havde en hånd til rådighed. En hånd kunne være nyttig, hvis man var en bodybuilder, der var fanget af en mindreårig, men i denne situation, havde det så godt som igen effekt. Hun tog fat med sin hånd, om hans hånd, der havde fat i hendes mund og trak tilbage i den, men uden så godt resultat. Hun fik den rykket et par millimeter, så hun kunne råbe: ”Er en løgn, han..” Resten blev opslugt i mumlen igen. Hun sukkede. Så tog hun en hurtig beslutning og formede hånden som en knytnæve, der havde kurs mod hans næse.