It's a mad world. //Zero//.

Zero havde før løbet fra dækning til dækning, men da han hurtigt var blevet våd, helevejen igennem de sorte bukser, og den mørkeblå skjorte, havde han opgivet at holde sig tør. Hans fødder var også gennemblødte og han overvejede kraftigt at smide sine sko. Han gik med hænderne dybt begravede i de våde bukselommer. Han havde lige smidt den sidste øl dåse fra sig i en park, og var nu på vej hen mod kamparenaen. Ikke for at kæmpe, eller han havde ikke besluttet sig endnu, men mest for at komme i tør vejr. Da han kom der hen så han en fyr stå udenfor under det eneste sted man kunne stå i læ, hvis man da ellers ikke gik ind på kamppladsen som også kun delvist var dækket. Han valgte at gå ind mod kamp pladsen, hvor stanken af røg og armsved var lige ved at slå ham i gulvet. Ikke stanken af røg, men af armsved. Normalt var han ikke fin på den, men han var lige kommet ude fra den friske luft, og blev så kastet ind i denne stank!
Han fnyste og maste sig ind, mens han prøvede at lukke hans fint følene næse godt til. Det var det værste ved at være dæmon. alle ens sanser var utrolig skarpe, hvilke i sig selv var en god fordel, men når man så kom ind sådan et sted, hvor det stank så meget! Så blev det pludselig meget dårligt.

Zero var en smugle panisk, og efter ham selv åndsvagt, sat farten op da han havde hørt at gutten der stod og røg udenfor var fuldt efter ham. Han havde ikke noget at frygte, men alligevel havde hans ben pludselig sat farten op. Da han var kommet forbi den værste stank, kiggede han op mod en mand og dame der kæmpede. Det så ud til at manden havde overtaget, men af erfaring vidste han, at kvinder ikke var til at løbe om hjørner med. De var højes farlige, næsten være end mænd, for de kom tit med et enten overdrevet hed, eller så kom de bare flyvende med knyttet hænder og slog løs som en gal.
Zero var normalt ikke selv den voltige fyr, men holde sig normalt ikke tilbage fra at slå på en mand, kvinder holde han sig fra. Så længe det kun var en lussing, som han for ikke så mange dage siden havde fået af en Doll, ellers var der ikke meget at slå på i denne by.
Han vidste ikke helt hvem han ville have vinde, for manden så ud til at have overtaget, men kvinder! Han gøs let, og smilede for sig selv. De kunne slå.
Han vidste altid kvinder (næsten) respekt. Faktisk tit han gav dem mere respekt end mændene, for de havde jo deres ydre at gemme sig bag.

//OOG: Jeg går i seng nu. Regner med at svare engang i morgen (://

Zero stod og kiggede på de to kæmpende. Han syntes kvinden så aldeles tiltrækkende ud. Hvordan ville hun være at have et forhold med. Han rystede på hoved, nej, hun kastede nok bange ting efter en, og slog en. Han kunne ikke lade være med at smile da manden lavede et udfald der kun resulterede i et kæmpe latterbrøl da kvinden blot gik til siden.
Han kiggede ud af øjenkrogen og fandt manden der havde mistet sine sko. Han stod og smilede. Holdt de med den samme? Måske havde han også respekt for kvinder.
Kvinder var ikke til at hitte ud af, men respekt, det ... han skubbede tankerne væk. Han havde tænkt nok på kvinder og deres respekt. Hans hoved havde fattet det, og gad meget muligt ikke tænke mere over det.
Han vendte blikket mod kampen igen, og ventede spændt på kvindens udfald.

Nå, det var så den kamp. Zero betragtede lidt kvinden som fik smidt alle mulige ting efter sig. Som den eneste, han lige kunne se, kunne han godt lide det hun havde gjort. De var jo sådan reglerne var, hvis der jo som sagt var nogle. Han begyndte at gå tilbage der fra han var kommet. Stanken var ved at slå ham i gulvet, da der lød høje udbrud længer henne.
Zero kiggede hen, og så den manden uden sko stå og slå på en anden mand som virkede meget overrasket. Han lukkede øjne let, og kiggede på manden. Det var svært, men han kunne efter lidt tid lugte saltvand ved manden. Var de en af de der havmænd? På land? I andres øjne lignede han en der var faldet ned fra månen. En havmand på land! Nok havde han hørt at de kunne få ben og komme på land, men alligevel, på land, så langt væk fra havet! Hans ansigt blev dog normalt igen kort efter, mens han kiggede på ham. Var han stærk? Han kunne ikke mærke andre væsner i lokalet, og han syntes han skulle rede havmanden ud hvis det endte med at den anden mand fik overtaget, men sådan som landet lå nu, virkede det ikke som.
Den anden mand så stadig overrasket ud, over at hans sidde partner havde kastet sig over ham.

Zero stod og kiggede på, mens folk var igang med at snakke om hvem der ville vinde. Han selv var ikke med i snakken, da han ikke var sikker på hvad han skulle håbe. Hav manden så ud til at have styr på sine ekstrem lange lemmer, men ham den anden så nu heller ikke så let ud. De kom i gang, og det så da egentlig meget ulige ud, da havmanden hurtigt fik vippede den anden ned.
Zero håbede på at enten den anden mand skulle komme til modangreb eller at havmanden skulle kaste sig over ham, men der skete ikke andet ... før der lød lyden af knust glas, og havmanden faldt om.
Det gav et ryk i Zero, for han ville gerne hjælpe havmanden, men han var ikke sikker på hvad der ville ske hvis han gjorde det, ud over han nok blev taget som havmandens ven. han ventede for at se hvad der ville ske, han måtte jo hjælpe det arme væsen hvis det var det der skulle til.

//Beklager det ikke blev længere, men da jeg ikke ved hvem der slog Hudson ned blev det lidt svært at komme videre//

//OOG: Det kan du jo i præncippet fortælle.. Der er ingen der siger, at det ikke kunne være Zero, f. eks. (;//

//Det kan jeg godt, men det er lidt svært at have det til at blive Zero da han står og kigger på, men du lyder som om jeg skal, så det må jeg jo gøre, så her kommer fortsættelsen //

Zero kiggede hen mod personen der havde flasken, og kiggede overrasket op da han så det var en kvinde, og meget muligt hans kone, da der kom en masse ord af munden om at den arme havmand var en bøsse, der ikke bare skulle slå alle og enhver ned, og han selv da skulle prøve det, at han skulle komme på et eller andet sindsyge hospital hvor han skulle ... rasten druknede i larm og skrig fra de omkringstående der nu var begyndte at kigge nærmer på havmanden. Han så meget død? ud.
der var flere der puffede til ham med deres sko snude, mens der var nogle der gik i panik, og fiskede deres mobiler op, og begyndte at ringe som gale. Zero stod, eller prøvede at stå stille, men nu var der kommet røre i mængden omkring ham.
han blev skubbet frem mod havmanden som stadig lå med snuden i gulvet med den rasende kvinde hylende over sig.
hvis han ville kunne han jo fiske ham op fra gulvet, men han ville nok ikke kunne komme ud, uden at vise at han ikke var et helt normalt menneske.

//OOG: Arh, det var ikke meningen D: Men jeg skal nok svare nu, inden du får indtryk af, at du skal skrive endnu mere ^^'//

//skal jeg slette det? Eller fortsætter vi bare?//

//OOG: Lad os fortsætte (://


Hudson var ikke helt sikker på, hvad der var sket. Han kunne høre højrøstede stemmer bag sig, specielt én stemme skar gennem det hele. En skinger kvindestemme blev ved galpe op bag ham, og han havde lyst til at bede vedkommende holde sin kæft. Alligevel var der noget velkendt ved stemmen, men han var ikke klar nok i hovedet til at kunne sætte stemmen sammen med et navn og ansigt. Så han blev bare liggende, så lang som han var, med armene ud til hver sin side. Hans ansigt var skjult i jorden, og det eneste tegn på liv ved ham var hans ryg der svagt hævede og sænkede sig ved hans åndedrag.
Først da han mærkede noget der prikkede på hans kind, og han fandt ud af, at der var en mand der stod og stak sin sko op i hovedet på ham. Hudson ville råbe, men kom til at slå over i havfolket sprog, der over land lød som det forfærdeligste skrigeri, der skar gennem øregangen. Hudson stoppede hurtigt igen, da han begyndte at hoste, og han hev sig langsomt op at sidde. Hans hals så ud som om den var blevet knækket og hans hoved hang bare ned mod hans brystkasse.
Kvindestemmen blev ved med at råbe op foran ham, men Hudson svarede hende ikke. Det var netop gået op for ham, at det var en af hans tidligere kærester. Pludselig tav hun dog kort, men begyndte så at skrige op igen, da to mænd tog fat i hende og trak hende væk fra ”den stakkels knægt”. Hudson kunne mærke, hvordan nogle hænder tog fat i hans overarme og prøvede at trække ham på benene, men Hudsons ben blev ved med at knække sammen under ham.
”Find noget han kan ligge på!” blev der råbt, og Hudson løftede langsomt sit hoved. Ved en pludselig indskydelse, kiggede han efter den asiatiske dreng. Han fik hurtigt øje på ham, og han blev bare ved med at stirre ind i hans mørkebrune øjne. Han burde ikke være der.

Havmanden blev lignede lidt, men begyndte pludselig at skrige op, ligesom kvinden over ham. Der var ingen der fattede ham, og flere trak sig en anelse tilbage fra galningen. Zero fandt heller ikke ud af hvad det var.
Da havmanden kom op at sidde så han ikke videre godt ud i Zeros øjne. Der var nogle der hev kvinden væk, hvilke hjalp lidt på Zeros hovedpine der var begyndt at komme. Normalt havde han ikke hovedpine, og det var heller ikke en rigtig hovedpine i menneske forstand, det var når hans øre syntes det hele blev lidt for højt, og begyndte at irritere ham.
Der var en der begyndte at gå imod mængden for at finde noget man kunne bære havmanden på, da hans ben tydeligvis ikke gad at virke.
Det var først da havmandens blå øjne ramte Zero at han bemærkede at han havde kigget, eller gloet på ham. Han fik sig redet ud af folkemængden og hen mod havmanden hvor han satte sig på hug. "Skal jeg få dig ud her fra?" spurgte han lavt, så det kun var manden over for ham der kunne høre ham. Han havde i tankerne at bære ham ud, men det ville jo nok blive lidt besværligt og så ville der jo komme en ambulance, hvis han kendte mennesket ret, og hjælpe den forulykkede havman op.
Egentlig var Zero jo en dæmon, og hjalp normalt ikke andre væsner, men den arme havmand var jo lidt på spanden, hvis de skulle til at undersøge ham nærmere, og for at væsenernes hemmelighed ikke skulle gå tabt, måtte han jo hjælpe lidt til.

//OOG: Jeg er ret sikker på, at væsenerne ikke lever skjult længere... men jeg ved ikke rigtig. Tjekker lige historien >.>//


Hele verden snurrede rundt om Hudson. Han havde kvalme, og kunne stadig mærke hvordan det varme blod lød ned over han ører, nakke og hals. Han måtte se forfærdelig ud. Rundt omkring ham, blev flere og flere mennesker involveret. De prøvede tydeligvis at finde ud af, hvad de skulle stille op med Hudson, da de ikke ligefrem havde været indstillet på, at han skulle have flasken i hovedet. Et sted i baggrunden kunne han stadig høre eks-kæresten skrige op. Sådan gik det, når man var sammen med et menneske, og senere forlod hende til en anden. Forbandede mennesker. Evig og altid nærtagende, tænkte han bittert. Oprøret mod herskeren ville komme, og Hudson var forberedt på endnu en krig. Og hvad skulle der blive af menneskene? Ville de blive udslettet helt? Forhåbentlig.

Øjenkontakten med asiateren så ud til at virke. Hvad Hudson egentlig ville opnå, var han ikke klar nok i tanken til at vide. Hans krop handlede, uden at hans tanker egentlig var med ham. Asiateren gik gennem folkemængden og satte sig på knæ foran ham. Hudson svarede ham ikke direkte på hans spørgsmål, men han slap ham ikke ét øjeblik med de påtrængende, mørkeblå øjne. Hans blik var også svar nok i sig selv, og han håbede den asiatiske dreng kunne tyde det usagte ”ja”. Hudson kunne smage blodet i munden, og han besluttede sig for, at lade vær med at gøre sit udseende endnu mere elendigt, ved at åbne munden og lade blodet flyde ned ad sin kæbe og hals.

Da havmanden ikke svarede valgte Zero at selv tage beslutningen. Han kiggede lidt ned på ham, mens han overvejede hvad han skulle gøre. Virkede bene? Det gjorde de ikke før, og de kom nok ikke så hurtigt til live igen. skulle han bære ham som en kvinde ud? han var jo ikke ligefrem lille, det ville se pænt skørt ud, hvis ikke meget skørt ud. Han kiggede rundt omkring, hvor folk stadig snakkede, og kampen var faktisk indstillet! havde det virkelig vakt så meget opbrud?!
Det ville blive svært at komme til døren.
Smide ham over ryggen? Det vil se lige så dumt ud som alle de andre ideer. Heldigvis kom hans redning, eller nærmer sagt, hans flugt vej, da der kom en ambulance med en båre. De havde lavet en lang sti efter sig, og hvis han var hurtig nok kunne han måske når at komme ud af døren inden folk begyndte at stimle sammen.
da han skulle handle hurtigt, trak han havmanden op i armene, og svingede ham op i armene som man gjorde med rigtige damer, og fik så ellers bene på nakken og styrtede afsted. Mod døren. Manden var overraskende let, når man tænkte på størrelsen, men der var heller ikke meget fedt på kroppen.
De kom ud! Et lille sejres smil gled over Zeros læber, da han satte havmanden af ved et gammel busstoppested hvor der var en bænk. De var gemt lidt af vejen omme bag indgangen, så der ikke var nogle der lige skulle finde dem. Han var ikke sikker på om det var lovligt at løbe så hurtigt, men nu var de kommet ud, og havmanden havde ikke behøvet at gøre sig mere pinligt berørt, hvis han havde været det, over at skulle være i Zeros arme. Han kiggede kort ned på havmanden som han havde indstalleret på en bænk, hvor efter han kastede et blik på døren. Folk havde ikke helt forstået hvad der var sket.
Godt gammeldags unaturligt. Han smilede let for sig selv, og vendte sig om mod havmanden. "Ja beklager, om du ville eller ej, men der kom jeg ikke et pip fra dig, og der var ikke lige andre måder at komme væk på." Løbeturen havde også fået fejet hans hovedpine væk.

Zero som før havde stået og gloet på de omkringfarende mennesker, der stadig ledte efter den forsvunden mand vendte sig om da Hudson begyndte at ævle om blod i munden. Han kiggede hen mod den lille blod pæl der lå lidt væk fra bænken. Han fæstnede sit blik på Hudson igen.
Nå, så er havmanden redet. "Har du nogle planer om hvad du vil nu?" Zero selv havde ingen planer, men han skulle nok passe lidt på hvor han gik de næste par dage, før han vil blive genkendt som en eller anden bortføre, og blive bombet med spørgsmål over hvor den mystiske mand, der fik en flaske slået i hoved var blevet af.
han grinede lidt for sig selv da han lige kunne forstille sig overskrifterne den følgende dag. "Mand slået ned med flaske, og forsvundet sporløs."
Zero fik klemt hænderne ned i bukselommerne og tænkte over hvor dejligt det var at der ikke regnede mere, eller i det mindste ikke pissede ned. Det var var kun til besvær med regn, men selvfølgelig havde alle de stakkels børn i afrika brug for vandet. Men hvorfor skulle det genere ham?