En Tyvs Bedste Ven... (Antonio?)

Der var vindstille og folk forblev inde døre. Den stjernefyldte nattehimmel kunne ikke ses, da de sorte skyer var gledet op uden en lyd. Det var forræderisk varmt, når man tænkte på at det var en Januar nat. Den eneste sikre lyskilde var de victoriansk designede lygtepæle som stod med en 10 meters mellemrum og på hver side af vejen.
På den store vej, mellem den ene villa og den anden, gik en person i skyggerne. Personens bevægelser var lette og elegante, som om han svævede over jorden. Selv da han gik over den bløde græsplæne der var, faldt græsset knap nok sammen til at forme et fodspor.
Tøjet var nogle tætsiddende bukser som kunne minde en om Camouflage bukser, bare i mørkere farver, som fik hans underdel af kroppen til at gå i et med jorden og skyggerne. Der sad en trøje limet fast til hans overkrop, så man nemt kunne se den atletiske kropsbygning der var bag den.
Der sad en special lavede tynd taske på ryggen af ham, som så ud som den var mast fast på ryggen af ham. Alt tøjet og tasken, så ikke ud til at gøre ham den mindste smule tykkere ud... Det virkede mere som et lag ekstra hud.
Han sneg sig hurtigt uden om alt lyset og kom ud på selve vejen. Bukserne skjulte ham ikke ligeså godt, men det fik ham stadig til at være sværere at få øje på.

Daniel kom med et grumt grin mens han løb hen over vejen, med nærmest ingen lyd. Han koncentrerede sig om at være lydløs, men det var meget svært når man løb, så der kom kun en svag lyd af et trin mens han løb hen over vejen for elegant at hoppe over muren der var sat op for at beskytte den Hvide villa.
Nu havde Daniel holdt øje med denne villa i over en uge nu... Han havde allerede afmærket de forskellige sikkerhedsforanstaltninger, men han havde jo ikke kunne komme ind i selve huset... så når han kom derind, ville han improvisere sig fuldstændig igennem huset.
Han havde aldrig selv set Ejeren... Men personen havde helt sikkert smag... Hvis Daniel også ville invitere en hvilken som helst tyv til at bryde ind, ville han også købe så stor en villa.
Fjols... tænkte Daniel mens han løb op ad græsarealet.

Villakvarteret var mørkt. Der var ingen liv at se, andet end en mand som sprang rundt med ulovligheder i hovedet, men ham kendte ingen til endnu. Det kvarter var det dyreste og fineste og lå tæt op af herskeren bolig, som nærmere lignede et slot. Det betød tydeligvis en del, hvor mange penge man havde, på hvornår man gik til ro, for i modsætning til det lidt mindre fine kvarter, som der stadigvæk var fuld af liv, var de fleste i villakvarteret enten gået til ro eller taget ud på bordel eller andet.
I en af disse villaer, en meget fin en af slagsen, var der også slukket. Man skulle tro, at beboerne var gået i seng eller taget i byen, men personen var helt vågen. Ligeså vågen som manden, der listede rundt ude på vejen. Han sad i mørket i en komfortabel lænestol, godt lænet tilbage i en afslappet stilling med benene over kors. Han var trukket i en silkekåbe, som var mere en kimono end en morgenkåbe. Hans hår var trukket tilbage med gélé og puffede lidt op, men géléen kunne ikke styre de vilde totter, der sprang frem. I munden havde herren en pibe, der var skåret ud af en lys slags træ. Et godt håndværk. Der var skåret mønstre ind på siden af den, men det tænkte herren ikke meget på. Han tyggede lidt på spidsen af den, inden han fjernede den fra sin mundvige. Hans øjne var let knebet sammen, og det gav ham et meget tænkende blik. Hvad han så på, ville et almindeligt menneske ikke kunne se, men hvis man havde et syn som herren, ville det stå helt klart. Det var et skakbræt. Det stod på bordet foran ham. Status var, at mange af brikkerne var skubbet af pladen, og resten stod godt spredt. Der var nogenlunde samme antal af både sorte- og hvide brikker. Han spillede ikke med nogen. I al fald ikke en synlig person.
Han blev ved med at sidde lidt og tyggede nu igen på sin pibe, inden et smil gled over hans læber. Han bøjede sig forover og rykkede springeren.
”Skakmat,” mumlede han fornøjet og lænede sig behaget tilbage, men hans smil forsvandt hurtigt. ”Vent.. Hvordan kan jeg sætte mig selv i skakmat? Det burde ikke kunne ske! Jeg kender jo alle min modstanders tanker.” Han sukkede tungt og lod hånden glide hen over ansigtet, hvor den masserede hans pande blidt. Han var vidst blevet lidt træt efterhånden.
Han rejste sig fra sin behagelige lænestol og gik hen imod vinduet. Der var ligeså mørkt udenfor, som der var herinde. Men mørket irriterede ham ikke, for han så ligeså klart, som havde solen stået højt over himlen. Hans gule øjne med den lille mandelformede pupil skinnede nærmest i natten. Som en kats.
Der stod han i lang tid. Han stod bare helt stille og bevægede ikke en muskel. Det var ikke menneskeligt. Ikke engang hans brystkasse bevægede sig synligt. Og han blinkede ikke engang. Det behøvede han ikke, og nogle gange glemte han at gøre det. Man gik jo glip af så meget i det korte millisekund, man blinkede. Det korte millisekund man blinkede kunne være skyld i døden.

Daniel løb som en dansende skygge. Han havde brugt lang tid på at opbygge den utrolige måde at snige sig på. Efter den var blevet opfundet, brugte han århundrede på at finpudse og gøre den perfekt.
Han benyttede skygger. Ikke på samme måde som dem der kunne styre skygger, men i stedet sneg hans sig fra en skygge til en anden, mens han svajede på samme måde som skyggen, så han ikke faldt ud og blev opdaget.
Desværre, var den ret så nyttesløs i minuttet, da der ingen skygger var op til Villaen, på grund af alle de åndssvage skyer. Men det var også godt... Så kunne han også nemmere forsvinde i mørket hvis det altså blev nødvendigt.
Hurtigt var han nået op til selve huset. Jeg kan ikke bare storme ind gennem hoveddøren... Må nok hellere komme igennem et vindue på bagsiden, eller selvfølgelig bagdøren tænkte han og løb om på den anden side af huset som en flygtende skygge.

Bagsiden var ligeså smuk som forsiden... Ligemeget hvordan man vender og drejer det, har ejeren virkelig stil tænkte han med et skævt smil på læberne. De grønne øjne tog hele scenariet med i hovedet og han grinte bare inde i sig selv. Det var en meget smuk have... Lidt overbevokset, med en smule ukrudt hist og pist, men ellers en meget fin have.
Hurtigt vendte han opmærksomheden imod bagdøren. Der skulle ikke efterlades alt for tydelige spor på hvordan han kom ind, men det ville virkelig være kedeligt hvis ingen havde nogen idé om hvordan han var kommet ind og havde røvet fra denne rigmand.
Daniel lod de bahandskede hænder glide hen over låsen, nærmest som om det ville fortælle ham nærmere om den, som om det gjorde ham i stand til at forstå låsen, hvilket det selvfølgelig ikke gjorde... Det gav ham bare sådan... Sådan en følelse. Han vidste hvad han skulle bruge fra sit dirke sæt... Det var ikke en helt utrolig lås... Døren må ha været der fra før krigen, hvilket bare gjorde huset mere værd, set fra Daniels vinkel...
Låsen var godt nok blevet opgraderet, men ikke med noget særligt interessant... Så det burde hurtigt kunne lade sig gøre. Han lod sig falde på det ene knæ og stak hånden ned i tasken. Ud af tasken hev han en lille bylt ud.
Inde i bylten var der fastgjort en masse små instrumenter, lidt ligesom når en læge i felten skulle bruge sit udstyr, bortset at dette udstyr var alt fra en simpel skruetrækker, til et utroligt langt og tyndt stykke metal som så ud til at kunne masses ind i en hvilken som helst åbning.
Som en kirug der gjorde sig klar til et basalt indgreb, tog Daniel resolut 2 ting ud af deres holdere: den simple skruetrækker og noget der godt kunne ligne et håndtag, med en omgang tynd og bøjeligt metal der stak ud fra spidsen.
Erfarent satte han håndtaget ind i låsen og slappede lidt af inden han stak skruetrækkeren ind i det nederste af låsen, sådan så han havde håndtaget oppe ved tumblerne og maste dem op, som en nøgle ville, og skruetrækkeren til at dreje nede i bunden.
Låsen sprang nærmest op af sig selv, da han begyndte at dreje på den.
Brynene blev rynket lidt sammen og han tog i håndtaget... Det virkede ret så nemt... tænkte han lidt mistroisk, men pakkede sit udstyr sammen og bevægede sig ind i det mørke hus, stille, anspændt, men mest af alt... Nysgerrig.

En lyd brød den ellers så fredfyldte stilhed. Hvis han var et menneske, ville han aldrig have lagt mærke til lyden. Men da han var alt andet end sådan et lille pjok, drejede han hovedet en anelse, imod hvorfra lyden kom. Hoveddøren.. Det lød som den lille klirren, det gav, når en nøgle blev drejet. Nej.. Låsen var tvunget op. Det kunne ikke være en nøgle. Desuden fandtes der også kun en nøgle til dette hus, og det var den, han ejede. Han blev lidt overrasket over at høre lyden, for egentlig havde han ikke regnet med, at døren ville være låst. Han låste næsten aldrig døren, når han var hjemme. Han fandt ikke behov for det. Tyve kunne ikke skræmme ham. Han havde oplevet mange indbrud, men de var altid faldt til hans fordel. Han var altid lidt sulten om natten.
Men denne aften havde han låst døren. Og selv nu, hvor han ikke engang bød dem velkommen, havde en lille orm tænkt sig at bryde ind. Han havde endda advaret fyren. Men nuvel.. Ulydige folk skulle straffes. Et sygt smil gled to sekunder over mandens ansigt, hvorefter det hurtigt forsvandt igen i sine rolige folder. Det hang dog stadigvæk lidt fast i hans mundvige.
Fra sin nuværende position kunne han ikke se hen mod hoveddøren. Han var i et andet rum lige ved siden af. I stuen. Men tyveknægten skulle skam ikke skuffes. Han ville ikke lade ham gå uden at have hilst på dæmonen først. Han gik lydløst hen til flyglet, der stod i midten af rummet. Han havde før ikke haft opmærksomheden på det. Aftenen havde tidligere ikke været tid for musik, men nu.. Nu var det en anden sag. Han satte sig ned foran klaveret og lod fingrene glide hen over de hvide tangenter uden at presse så hårdt, at de ville give lyd. Det var mere et glædeligt kærtegn fra en elskende. Han lyttede, imens trinnene fra den ubudne gæst nærmede sig lydløst. Det var egentlig ret imponerende, hvor stille, tyven kunne være. Men intet undslap hans skarpe sanser på denne afstand. Han kunne både høre og lugte ham. Og ja, det var en mand.
Hans lillefinger gled hårdt ned på en tangent som start. Der kom en lille pause, hvorefter han begyndte at spille. Hans finger dansede han af tangenterne. En melodi, der rørte hans hjerte.. Den fik vandet op i hans øjne og lod en tåre slippe ud af øjenkrogen. Han lukkede øjnene og lod musikken glide i takt med musikken. Tyven.. Han ville få ham til at danse.

//Melodi: https://www.youtube.com/watch?v=jFWth-ToYuE