Dancing in the rain - Privat til Parascite

Tid: Middag.
Vejr: Drivende regn. Men eller en lovende varme og inegn blæst.
Omgivelser: Folk. Der er dog ikke så mange, som der plejer på grund af vejret.
Sted: Markedspladsen.
Dato: En dag i maj.
Påklædning: Som på billedet. Han har dog også en sort hat på.


Nathan gik hen ad gaden i et sløvt tempo. ”Det er da egentligt et godt vejr, vi har i dag,” kommenterede han højt, hvilket resulterede i, at flere vendte deres øjne imod ham. Nok fordi, at det regnede helt ad helvede til. Nathan fnøs. Det var åbenbart ikke normalt, at kommentere vejret, tænkte han fornærmet. Han tiede dog, da han ikke skulle nyde noget af, at have flere øjne vendt i mod sig. Ikke at han havde noget i mod det, faktisk, så nød han opmærksomheden, han vil bare helst ikke blive set i dag. Bare lige i dag. De to vampyrer fra i aftes ledte vidst stadig efter ham, og han skulle ikke nyde noget af, at de fandt ham. Bare fordi han tog deres 20.000 guldmønter, de tre havde vundet sammen i spillehallen. De mente, at de skulle deles i tre lige store dele. Så kender de mig vidst ikke så godt, som jeg troede, tænkte Nathan med et smil og bed i et æble, han netop snuppet taget fra en bod. Altså, jeg mener.. helt ærligt, hvornår har jeg sidst delt penge med nogen, spurgte han sig selv. Noget han måtte spekulere længe over, fordi han ikke kunne huske den sidste gang, han ikke havde beholdt alt udbytte selv. Specielt, når det gjaldt penge. Det vidste alle, der kendte ham godt.
Med et triumferende smil i fjæset, drejede han ned ad en lille sidegade i håb om at dræbe tiden. Han skulle ikke nyde noget af at komme hjem til to vrede vampyrer, der sikkert allerede havde ødelagt hans hus fuldstændig i håb om at finde pengene. Men han var alligevel sikker på, at de ikke havde fundet dem. Han havde dem trods alt gemt et andet sted. Hurtigt fandt han sidegaden kedelig, og han gik ud på hovedgaden igen i håb om at falde i snak med en. Hurtigt spejdede han rundt, inden han satte retningen mod midten af pladsen.

Parascite stod og stirrede på det nøjagtige fotografi af ham selv, der hang på markedspladsen. En skummel tekst stod nedenunder billedet. Det fik et lusket smil frem på hans læber. Teksten lød nogenlunde sådan: Parasit – fanges død el. levende – 80.000 guldmønter.
Endnu et smil. De havde hævet dusøren en anelse, men det var langt fra nok til, at han følte sig vigtig eller havde travlt med at komme væk fra de tæt befolkede områder. Han kørte blot en hånd over plakaten. Han havde de små pistoler med, en i inderlommen, to i støvlerne, en i hver, en i lommen, men den var ikke meget værd og en sidste under skjorten. Han var heller ikke så genkendelig, da han havde fået et blåt øje, siden billedet var taget. Aftenen før havde han været i slagsmål. Det var i en brændert, så han kunne ikke bebrejde ham selv.
Luften var tung, og regnen pillede ned. ”Surt,” mumlede han irriteret. Det havde ødelagt hans hår godt og grundigt. Hans fingrer lukkede og plakaten og rev den ned, krøllede den sammen, og plakaten endte i den nærmeste skraldespand. Han kløede sig klodset i hovedbunden, da han nu heller ikke havde nogen idé, om havde han skulle myrde den resterende tid med. Han havde en plan om at slutte sig til forlystelsesparken i aften, der skulle være åbning af noget vildt i aften. Det interesserede dog ikke Parascite så meget, men der ville sikkert komme en fest ud af det. Hans blik vandrede rundt på markedet. De fleste boder havde trukket parasoller frem, så deres varer ikke blev ødelagt af regnen. Hans yndlingsbod, den der solgte cigaretter, havde også fået en parasol frem. Det glædede Parascite, så han gik straks hen til den. Veronica, der stod i boden kunne sagtens genkende ham, og hun vidste selvfølgelig også, hvad han skulle have. En pakke rød cecil, som han stadig kaldte dem. De havde nu skiftet navn til Herles King Röt. Men smagen var stadig den samme. Han smilede friskt til hende. ”En pakke.” Den unge pige rakte ham pakken og holdte en flad hånd frem mod ham, som: hit med pengene. Han smilede charmerende. ”Åh, Veronica. Søde. Jeg er i pengenød i netop denne uge, men jeg lover næste uge, der kommer de.” Lyden af hendes stemme skar i gennem luften: ”Det sagde du også sidste gang,” han smilede endnu en gang, hjerteknuser smile og vendte ryggen til og gik ned gennem markedet, mens han fumlede med pakken.

Med legende hænder kastede Nathan æblet frem og tilbage mellem sine to hænder. Med blikket fulgte han æblet, hvilket resulterede i at hans hoved drejede frem og tilbage. Han fortsatte sin leg med et uinteresseret blik, indtil han fik øje på en fremmed knægt med mørkebrunt hår, der pludselig fangede hans interesse. Egentlig, var der vel ikke noget specielt ved ham. Eller jo. Der var jo noget. Han var fuldstændig ligesom andre på de fleste punkter – Bare med den ene undtagelse, at han lugtede langt væk af menneske. Det var højst usædvanligt, mente Nathan, at se et menneske, der ikke lå og rodede rundt efter et par guldmønter i slumkvarterets mudder. Det gjorde alle mennesker i byen efterhånden. Egentlig lidt sørgeligt, når man tænkte over det. Mennesker havde Nathan bestemt ikke noget i mod, men beskidte, mudderindhyllede mennesker. Dém havde han noget imod. Mest af alt fordi de altid tog fat i hans ben, når han gik forbi dem. Men dette menneske var anderledes. Han stod oprejst og så fuldstændig helsesund ud.
Overvejende kiggede Nathan på æblet med et muntert, men lusket smil, inden han rettede blikket mod den fremmede. Fornøjeligt lagde contractoren med det mørke hår æblet i sin kastearm, inden han gik et par skridt tilbage. Så fyrede han med enorm kraft æblet mod mennesket, som Nathan netop havde genkendt fra en plakat, på amerikansk fodboldvis. Og han havde sigtet godt, for æblet styrede direkte mod den nu ikke så fremmede knægt. Hvis han ikke tog meget fejl, så var det ham fra Wanted plakaten. Der hang en næsten lige foran hans hus, så han så på den næsten hver morgen. Og dusøren var 80.000. Det kunne man vel altid bruge. Flere penge at spille for. Hurra for det. Som den spillehaj Nathan var, var han altid på udkig efter penge. Ikke at han manglede. Faktisk, så var hans lager ret stort efterhånden.
Med rolige, langsomme skridt, gik Nathan over mod knægten. Med blikket fulgte han dog det halvspiste æble, der efterhånden var nået tæt på knægten. Kort vendte han blikket mod en bog med alkohol, og han smed nogle mønter på disken og greb fat i en tilfældig flaske, uden at manden bag disken kunne nå at sige noget, fordi han stort set ikke stoppede op. Han nøjedes bare med at sænke farten lidt.

Parascite nåede nærmest ikke at opfatte, hvad der ramte ham, før det rent faktisk ramte ham. Et æble. Det ramte ham hårdt i nakken, og æblesnask løb ned af trøjen. Der var bidt af æblet, hvilket gav en klam fornøjelse. Da chokket var overstået kiggede ham ned på jorden. Æblet lå ved hans fod og nærmest kaldte på ham. Han tog det som en udfordring og samlede æblet op. ”Klamt,” mumlede han. Klamt var en af de ord, han benyttede mest for tiden. Da han bøjede sig, kunne han mærke sin pistol. Den han havde siddende under skjorten. Det mindede ham, om at han var i sikkerhed, og så smilede han lumskt.
Det var tydeligt, at æblet var kastet med vilje. Han sukkede irriteret og tog så et bid af det halvspiste æble, der havde været i en fremmedes mund og nede på jorden. Klamt. Han kiggede sig så over skulderen. Der stod mange folk, så det var slet ikke til at vide, hvem den skyldige var. Endnu et smil viste sig på hans ellers kønne læber. Han overvejede sine muligheder. Det ville tage ham 5,3 sekunder at få en pistol op og skyde alle på pladsen, men det ville ikke blot svine en hel del, men også gøre ham til en barbarisk morder. Men alligevel ikke. Det var ikke ham, der startede. Det var ham.
Parascites blik faldt på en mørkhårret, ung herre, der stod ved en bod i gang med at betale for en varer. Det var den eneste værdige modstander, han kunne få øje på. Han håbede lidt på, at det var ham, der var synderen. Endnu en gang overvejede han mulighederne. Han havde allerede besluttet, at han ikke ville flygte. Han ville kæmpe.
Parascite stod nu med ryggen til befolkningen, så de ikke kunne se, hvad han fumlede med. Selvfølgelig var det en af hans utallige pistoler. Han havde valgt den, der sad tæt op af hans bryst. En Glock 34, det hed pistolen, og den var ganske nyttig. Men en bette skid. Han gik hen til en anden bod, stadig med ryggen til den fremmede, der virkede mistænkelig. Æblet havde han smidt igen. Ved boden lå diverse våben. Han læd sine fingre stryge hen over dem, imens han smilede til ejeren af boden. Et stort brød. Han løftede et gevær op, et stort et. ”Det er en fin en,” sagde han til ejeren og smilede stadig. Tandsmil.