Chuckles - Steincke

Omgivelser: Hun sad for enden af en lang gang, hvor væggene egentlig var træmmerne ind til de klagende fanger
Sted: Fængselskælderen
Tid: 21,43
Dato: 30. april
Vejr: koldt, men det var ikke noget hun havde bemærket
Påklædning: http://weheartit.com/entry/7766939 og et par utroligt korte, tætsidende, sorte shorts.


En klar klukkende latter rullede igennem gangende og ind på fangernes trommehinder.

Der hang en forfærdelig stank af urin og forrådnelse over stedet, ..en så øredøvende lugt, at den næsten optog all pladsen fra de andre sanser. Hendes skuldrer rystede let idet hun grinte videre, siddende på en skammel, for enden af den lange korridor med ynkelige skabninger. Hun sad med benene over kors og morede sig gevaldigt, på en aften hun ellers havde regnet med skulle blive … ja ligesom alle de andre.
Hendes skønhed var slående, det sorte bølgede hår der faldt ned over hendes bryster og indrammede det marmorhvide ansigt og de skinnende blå øjne ..
Men lige I det øjeblik var der nok ikke nogen af fangerne der fæstnede sig for længe på hendes øjne og udseende, men nok rettere på den dims hun sad med I hånden og kastede op og ned I håndfladen med et frydefuldt smil. Det var den såkaldte nøgle der kunne åbne op for denne de specielt lavede tremmer. Sådan en fangekælder som denne kunne jo ikke bare have metalstænger til at holde dets beboere inde.. Det var ikke nok til at holde styr på de fleste skabninger. At fangerne ikke vidste at nøglen var i stykker, og bare var en hun havde taget med for at drille dem, gjorde bare det hele meget sjovere. De ægte, fungerende nøgler var umulige at få fat i, med mindre mand var vagt. Virkelig umuligt. Hun tvivlede enda på om hun selv ville kunne være i stand til det.
Dem der sad tættest på hende var en elver og det hun kunne regne ud til at være elverens mand. Hun tiggede og tryglede med tåre ned af hendes kinder.
*fnis* Hun smilte kort, og knuste dimsen for øjnene af dem.
Det var jo ikke fordi hun ikke havde medlidenhed med dem. Dem alle sammen herinde. Hun havde bare altid været klog nok til at holde med det stærke hold. Og at det lige blev dem der endte med at være aftenens underholdning, havde faktisk været en tilfældighed. *...suk, nu blev i selvfølgelig sure* - En hob af rasende vrede stemmer eksploderede da de så resterne af nøglen trille ud fra hendes håndflade og lade på jorden.

Iblandt de mange vredes råb, kunne man høre en smuk latter der trillede ind imellem de truende knytnæver.

Det, man først lagde mærke til, når man trådte ned af trappen, ned til fængselskælderen under slottet, var den meget stærke dunst af urin, ekskrementer og forrådnelse. Lugten rev nærmest i næseborene, og det blev den ved med. Selv for de fanger, som måske havde siddet i fængselscellen i månedsvis fandt stadigvæk stanken forfærdelig, men når de selv begyndte at få samme lugt, lagde de ikke længere mærke til det. Steincke var ikke en af dem. Han havde kun siddet hernede i et par dage. Hvorfor sad han her? Han var bleve taget for at dissekere et par mennesker og andet pakværk. Men det var først, da han var begyndt at skære maven op på varulven, at der blev reageret. Hvis han havde undladt sidstnævnte, havde han sikkert sluppet med blot en bemærkning. Mennesker var jo ikke andet værd end det, som havde givet den kraftige lugt hernede, længere. Nej, nu var det nye tider..
Han tyggede lidt over sine tanker, da de flød imod fremtiden. Et lille smil gled over hans tørre læber. Han sad på det klamme og beskidte gulv med ryggen op ad væggen. Han havde sjovt nok fået en celle alene. Han havde haft en værelseskammerat tidligere, men ham var de blevet nødt til at flytte, da han var begyndt at få hallucinationer og skreg op over alt. Gad vide hvorfor.
En kakkerlak var begyndt at kæmpe sig op af den lodrette væg, og han ønskede den held og lykke i sit stille sind. Den ville sikkert få en god tur, for væggene var i al fald klistrede nok til, at den kunne holde sig fast. Måske lidt for godt.
Han lænede sit hovedet tilbage, så hans blik var rettet op imod loftet. De to store øjne med forskellige farver stirrede op i intetheden med de store, sorte rander underneden. Det var tydeligt at se, at han egentlig ikke længere befandt sig i cellen men var blevet båret væk af tankerne.
Snart kom han dog tilbage, da der blev en masse postyr i cellerne. Irriterende.. Det larmede. Han drejede hovedet og så hen imod kilden. En kvinde. Med en nøgle.. Han skimmede den kort og kunne med det samme konkludere, at den var falsk. Smilet på hans læber voksede og blev til et stort tandsmil, så hans læber sprækkede. Han begyndte at ryste, ryste over hele kroppen. Man skulle næsten tro, han var begyndt at græde, men tværtimod. En latter voksede helt nede fra hans mave af og kæmpede sig ud. Den lød lavmælt og dyster i kælderen.
"Det er en falsk nøgle, så der er ingen grund til at hidse jer op. I giver mig hovedpine." Han stoppede med at le igen, men smilet sad forsat over læberne. Han tillod sig selv at lukke øjnene for en stund.
Hans celle var ikke langt væk fra kvinden, der havde haft den falske nøgle.

Hun så op da hun til sin overraskelse var en der grindte med. Selvom hun ikke havde moret sig så godt i flere uger, så kom det alligevel bag på hende at der var en der delte hendes form for humor. Og enda en der sad i en celle. Hun løftede blikket væk fra det vrede og ulykkelige blikke der blev sendt hende, og hen til en mand der som den eneste sad alene i en celle. Hun smilte fristende til ham og nærstuderede ham uden at tage øjnene fra ham. Han så ikke nær så slidt og udsultede ud som de andre herinde, så han måtte være mere eller mindre ny hernede. Hun lænte sig tilbage og tog en dyb indånding, Den forfærdelige stank af rådnede kød og knogler, samt afføring og diverse andre vamle safter, fyldte hendes næse og bedøvede den i et kort øjeblik imens hun prøvede på at skille hans lugt ud fra de mange andres. En dæmon.. hm. Hun havde haft meget at gøre med Dæmoner i fortiden, og havde et meget blandet forhold til dem. Hun havde været forlåvet med to Dæmoner igennem årene, men det var også en vampyr der havde slået hendes lillesøster og Niece ihjel. De havde været de sidste ud over hende selv af hendes slægt, og hun havde slået 21 dæmoner ihjel som gengæld... Hvilket også havde realiteret til at hun havde gået under jorden i en år række, da både vampyrerne og dæmonerne var vrede over hendes forstyrren i den mere eller mindre balance de to racer havde imellem sig.
Hvilket hun ikke behøvede at tænke på længere. At de mørke væsner havde taget over verdnen, var det bedste der var sket hende. Hun var steget i graderne hos herskerens mænd, og havde igen og igen fået lov til lidt mere end de fleste. Hun kunne være meget overtalende og charmerende når hun ville. Hun lukkede øjnene og lagde hovedet bagover med et selvtilfreds grin.
Før i tiden havde hun ikke været nær så manipulerende.. Dengang ragede det hende hvad der skete omkring hende, så længe det bare ikke stod i vejen for hendes gøremål.
Nu spillede hendes omdømme så stor en rolle for hende, at hun kunne gå frit rundt i de ellers så sikre Fangekældre hvis hun bare kælede for fængselsvagten.
En overvægtig vampyr med en klam personlighed. Han havde været så utrolig nem at få ovettalt .
Hån åbnede øjnene igen og smilte nyhsgerrigt til dæmonen og rejste sig for at gå hen og stå ved hans tremmer. "hygger du dig?" Hun smilte venligt, dog med en tydelig undertone at smilet ikke kom fra en engels læber.

Han åbnede ikke sine øjne for at kigge på kvinden. Det behøvede han ikke. Han kunne mærke, at hun var kommet helt tæt på og stod nu nærmest med hovedet trykket ind imellem tremmerne. Han reagerede ikke den mindste smule ved hendes pludselige tilstedeværelse meget tæt på ham. Ingen frygt eller utryghed kom fra ham, snarere tværtimod. Smilet på hans læber voksede måske bare en lille smule.
"Ja, det gør jeg," svarede han roligt med smilet i stemmen. Han tog en dyb indånding igennem næsen meget diskret. En sød lugt med lidt krydret smag.. Hendes sjæl ville smage godt. Sådanne sjæle smeltede nærmest på tungen. Men han kunne ikke finde på at spise den. I al fald ikke lige nu. Det ville jo ødelægge hele hans eksperiment. Han havde ikke spist i månedsvis efterhånden, og det var også grunden til, at han var blevet så tynd. Nærmest sygeligt tynd, men det kunne ikke se for hans hvide lægekirtel, som ikke var så hvid mere. Han gik altid med den, men der ville nok ikke gå lang tid før, at de fandt på at give fangerne sådanne fangedragter på. Når den tid kom, og de ville tage hans tøj fra ham, ville han ikke lade sig fange så let. Sandheden var nemlig, at han godt kunne lide at sidde hernede. Han havde været her et par gange, og han brugte muligheden for at se sig lidt omkring. Det, at han havde været her et par gange, måtte så også betyde, at han var undsluppet hver gang, for de fanger, der sad her, slap vidst aldrig ud.
"Men jeg er ikke den eneste. Du har det vidst også vældig sjovt," fortsatte han og lod sin tunge slippe ud af mundvigen og fugtede sine sprukne læber. Han var godt nok tørstig.. Men det var der ikke tid til at tænke på lige nu. Han havde lige fået noget underholdning. "Fortæl mig, hvad en kvinde som dig laver hernede. Er du kun kommet for at drille fangerne, eller er der mere i det?"
Han åbnede endelig sine øjne og så op på hende. Det venstre øje, som havde en gul farve med en mandelformet pupil, hvilede på hende, hvor det andet, som havde en meget lys blå farve, som normalt kun blinde mennesker besad, kørte rundt omkring for at fange alle de andre ting, der skete omkring dem. Han blinkede ikke - så ville han jo gå glip af så mange spændende ting! Han så for alvor træt ud. Han havde store rander under øjnene, og hans øjne var rødsprængte. Man kunne godt se, at han ikke havde haft adgang til en barbermaskine i lang tid, for små stubbe voksede frem på hans hage. Han var meget usoigneret i forhold til kvinden, men han var alligevel mere ren en så mange andre herinde. Nu forstod han, hvordan de slap af med fangerne. De lod dem sidde hernede i skidtet, til de blev syge og døde. Hvis der kom pest hernede, ville de sikkert alle sammen ende med at dø. Undtagen ham selvfølgelig. Han var immun over for de fleste sygdomme takket være de sprøjt, han havde givet sig selv. Det kunne ellers være sjovt at teste.

Hans øjne var det første hun studerede nærmere da hun ved ham. Hun røte ikke træmmerne, ligemeget hvad de havde gjort ved dem, så vidste hun så meget som at hun i hvet fald ikke skulle røre dem. Hun kunne lige så vel komme ind til ham, som han kunne komme ud til hende.
Hans øjne ville nok have virket distraherende for andre, men hun så derimod dybt fachineret på det blå øje der ikke så ud til at ville stå stille. Hun havde så svært ved at dy sig for at spørge hvordan han dog havde fået det. Det gule så på hende. Hun smilte bredt.
Han lignede en videnskabs mand af en art. Han havde sikkert en eller anden makaber hobby, kunne hun forestille sig. Hans hår var sjusket og halv langt, og hans kittel havde ikket været helt hvid længe. Gad vide hvad en dæmon som ham lavede herinde? Han så ikke ligefrem ud til at være på de lyse væsners side.. *tsk, ..den vigtigste regel er ikke at gå over stregen*.
Hun smilte strålende med forførende øjne bare ved at han smilte til hende - en ren reflex. "jeg har ikke haft det så morsomt siden ... længe" siden jeg fangede den dæmon og holdt ham i kælderen til han blev sindsyg og overgav sig til mig. Jeg fik ham til at slå sin egen bror ihjel barefordi jeg sagde jeg elskede ham hvis han gjorde det.
Men det sagde hun ikke højt. hendes smil blev dog en anelse bredere.
"Jeg havde vædet med mig selv om jeg kunne komme herned kun ved hjælp af charme,.. at drille jer hernede var bare en bonus"
Hendes øjne vilede på hans tunge i det øjeblik han slikke sig om læberne, Hun vidste godt hvad han tænkte på. Han så utroligt sulten ud, og han sendte hende et blik, som instinkttivt gav hende besked på at være en smule på vagt. Hun grindte let, "Du må være sulten"

"Aha..", sukkede han kort. Han s et stykke tid på hende, studerede hende, og da han så var færdig med det, lukkede han igen sine specielle øjne og vendte hovedet væk fra hende igen. Deres samtale var dog ikke slut endnu. "Hvis det er grunden til, at du er her, vil der ikke gå lang tid før, at vagterne bliver fyret. Jeg troede ellers, at Herskeren var mere inde i sikkerheden, men selvfølgelig.. Der er jo heller ikke mange, der vil herind nærmere omvendt. Men det er da godt at bryde mønsteret." Han lod igen tungen glide over sine læber for at fugte dem. Han var måske en dæmon, men han behøvede stadigvæk drikkelse. Pokkers.. Måske skulle han prøve at gøre sig selv uafhængig af væske. Det kunne være sjovt, om det overhovedet var muligt. Men så skulle han selvfølgelig af med den lille bonushobby, han havde. Vin, champagne, øl.. Hvor kunne han dog godt trænge til et koldt glas vin lige nu. Og det var vidst blevet opdaget, for lidt efter kom kvinden ind på området. Eller nej.. Hun var på det forkerte område.
"Ja, men det har jeg været i lang tid, så det er intet problem," svarede han blot. Ville hun nu til at drille ham, som hun havde drillet de andre? Nu når hun ikke fik ham, så ville hun altså også gøre et forsøg her. Som en slange.. Men hun skulle finde noget andet at lokke ham med. Han ville med glæde fortælle hende om sine eksperimenter, hvis det var sagen. Og hendes udseende ville heller ikke lokke ham, som den havde lokket fangevogterne. Hun var køn, ja, men det var der mange,d er var. Især vampyrer. De havde en glans over dem og var så elegante i deres bevægelser. Hende vampyren, han havde dissekeret for ikke længe siden, havde været smuk. Så blød en hud, hun havde haft. Mon denne kvinde havde samme bløde skind?
Han åbnede det ene øje halvt og lod det hvile på hende. Igen var det det lyseblå øje.

Der var et eller andet ved hans blik der gav hende et flygtigt indtryk af at hun legede med ilden. .. Hvilket kun vakte hendes interrasse. Hvis han havde været ude fra cellen, havde hun nok fulgt med hvorend han ville tage hende med sig. Hun havde en irritabel svaghed for livsfarlige personligheder. Hun smilte indsmigrende, og lod tanken fare, hun anede ikke om han var dømt til livsstid.
"Ja, det er lidt sørgeligt at folk bare kan vade ind. Men hva, jeg kan jo heldigvis være ligeglad." 'Herskeren' som havde taget over europa, havde fra starten ikke været en personlighed hun havde skænket mange tanker. Hun så ham som en magtsyg galning der ved hjælp af et par taler havde skubbet sig frem til at få folks - væsnernes - opmærksomhed. Hun kunne ikke lade være med at sammenligne ham med mennesket hitler. En gennemskuelig mand uden de fleste overraskelser. Men så alligevel, hun havde jo ikke mødt Herskeren direkte, så det var mest bare et indtryk hun havde fået.
Ikke at hun selvfølgelig nogensinde havde nævnt hendes spekulationer for nogen. Så dum var hun ikke.
Hans manglende reaktion på emnet mad havde skuffet hende i et øjeblik. Men det var okay, det var så sjældent at hun fik en udfordring efterhånden. Hun rettede sig lidt, så hun lod vægten falde over på det modsatte ben og lagde armende over kors med et listigt blik rettet mod ham "Så du er den fromme forkæmper for menneskende?" Hendes stemme var sarkastisk, der var på ingen måde ham her kunne være den blide, medfølende type. Den måde hans rå og mandige kropssprog rettede sig mod hende, plus noget hun havde bemærket bag hans ellers så smilende øjne, .. Han var ikke helt normal.

//Det var så mit svar.. ^^'//

Hendes skuffelse over, at han ikke reagerede, som hun havde regnet med, var tydelig at se i hendes ansigt. Så han havde altså haft ret. At få ham til at blive irriteret var hendes intentioner. Ærgerligt for hende, at han fandt situation ekstrem morsom, og det lagde han ikke skjul på. Måske var det lidt for at irritere hende, men han var ikke vild med at skjule sine følelser eller sit humør. Han havde jo heller ikke nogen grund til at skjule det. Alle i verden måtte godt se, hvordan han morede sig over verden og alle dens beboere, hvordan tåberne kunne få ham til at grine.Det var fantastisk. Han elskede jorden og alle dens skabninger, men det bedste var i sandhed, når der skete forandringer. Som denne de var i gang med. Men den var på en måde kedelig og forudsigelig på samme tid. Han havde fundet anden verdenskrigs motiver sjovere. Der var han endda blevet beordret til at sprætte de uskyldige jøder op og skulle sige, at de var anderledes end os og lignede mere aber end mennesker, når sandheden var en hel anden. Den måde nazisterne tænkte på.. Han elskede den. Krigen der var i gang nu var ikke lige sådan. Den havde man kendt til i århundrede. Han havde altid vidst, at væsnerne ville gøre oprør en eller anden dag, og dem, som ikke havde haft det i tankerne for fremtiden, var dumme. Den nuværende Hersker var bare ham, der havde taget initiativet, og det respekterede han ham for. Hvis man kunne kalde det, han så på ham med, respekt. Men nu fik han i al fald lov til at dissekere menneskene igen, og der ville ikke gå lang tid før, at han også ville få fingre i alferne. Når verden var overtaget, ville dæmonen jo finde på noget nyt. Han havde vel sine motiver af den nye verden, og hvis han ikke tog meget fejl, ville den indebære, at de lyse væsner ville blive til intetgjort. Og hvis hans teori holdt stik, ville han så få mulighed for at få fingrene i nogle alfer. De var så fascinerende.
Han rettede igen opmærksomheden imod kvinden og væk fra sine tanker. Hun havde sagt noget, men han havde ikke rigtig hørt efter, så der gik lidt tid, før han fik fat i det. Det fik ham til at le højt.
"Fromme forkæmper?", gentog han og smilede et tandsmil, så de skarpe bisser kunne ses. "Jeg er ikke på nogens side. Jeg er en ejerløs hund, som løber rundt i virvaret af mennesker. Jeg bider kun folk i min egen forvirring." Han slikkede sig rundt om munden med den lange reptyltunge. "Men du.. Du er på væsnernes side. Du er glad for, at du endelig for del i magten. Ikke sandt, vampyr?"

Hun kunne ikke lade være med at smile bredt ved hans udtalelse, så de hvide hjørnetænder skinnede skarpt. Det var noget hun ikke kunne gøre for, i modsætning til alle andre af sin race, havde hun ikke muligheden til at trække dem tilbage. En ting hun egentlig ikke havde noget imod, det have bare været et mindre problem dengang hun lod som om hun var et menneske. Enten skulle hun se væk når hun talte, eller også bilde mennesket ind at den var en medfødt ting hun havde i sin familie. Hun grindte let og iagtog ham vurderende. Selv om han var fanget bag tremmer, så fortalte hyun ikke hemmeligheder til enhver spændende, lækker, gal videnskabsmand; "Sandt, Det kunne ikke have gået mig meget bedre. Hvad med dig selv? Løber du virkelig bare rundt og bider? ..Gad vide hvem du bed der fik dig til at side herinde og side" Hun smilte fortsat, stadig i et vældigt humør. Sandheden var at hun ville have været på menneskenes side, hvid det havde været dem der havde vundet slaget. Hvis det havde været lysvæsnerne der havde magten, så havde hun bukket og skrabet for deres fødder, indtil hun havde fået deres tillid. Hun fulgte ikke Herskeren blindt. Hun holdt blot med det stærkeste hold.
Sådan havde det også været med Hitler. Hun havde enda været tæt inde på ham, hun havde været den nazistiske udenrigsminister Göering elskerinde og på sammetid.. fik hun selvfølgelig lov til lidt mere end alle andre.
Præcis som nu.
Hun bemærkede godt hans tunge og slikkede sig selv om munden med den røde tungespids, pludselig småsulten.. Han duftede godt.

"Ja, det gør jeg. Ellers ville jeg ikke sidde her," fortalte han muntert. "Så du er nysgerrig efter at få grunden til, at jeg sidder her i det stinkende fængsel? Det skal jeg da fortælle dig." Han holdt en lille pause og brugte den på at sætte sig ordentligt op, så han sad med front mod kvinden. Han bøjede i ryggen og havde hovedet drejet nedad, han kunne dog stadigvæk godt se på hende. Og denne gang hvilede begge hans øjne på hende. "Jeg gik i gang med et eksperiment, hvor jeg desværre skulle bruge et par stykker. Det lykkedes ikke med de tre første mennesker, men jeg er sikker på, at jeg ville have fået den sidste." Hans øjne blev store og stirrede på hende, men det var ikke hende, han så for sig. Han var tilbage i sit hus, sit laboratorium. På briksen lå en kvinde. Hun var nøgen. Han kunne stadigvæk huske hendes hud.. Så blød hud. Nede på gulvet lå to andre kvinder. De var tydeligvis døde, og deres maver var skåret op. På bordet ved siden af hans redskaber, lå en ny kvinde. Hun var død ligesom de andre, men dette var en anden død. Hendes håndled var skåret op.
Han kom tilbage til cellen. Hans øjne var blevet anderledes. Pupillerne var helt små, og noget manglede.
"Du skulle have hørt, hvordan hun skreg." Han begyndte at ryste af latter. "Da blodet begyndte at påvirke hende.. Hun var så tæt på. Så tæt." Han vidste hende sine fingre, som ikke var mere end to centimeter fra hinanden. Latteren brød ud af hans mund, og han bøjede sig forover og måtte holde sig for maven. Men pludselig stoppede den, og hans smil forsvandt. Hans øjne blev igen normale, og de stirrede ned i det klamme gulv. "Men jeg blev taget. En kvinde formåede at flygte, en jeg ikke havde dræbt. Jeg havde ikke regnet med, at hun ville kontakte politiet med det samme. Det gør de så sjældent, de plejer først at være helt lammet af skræk, og så har jeg tit til at hente dem senere.. Men det er okay. Jeg kan godt lide at være her."
Han vendte hovedet lidt opad igen og så ind i hendes øjne.

"ja det kan man da godt kalde det.. For at sætte en som dig bag tremmer, må du have lavet noget ....* hun smilte smøret, imens hun blev gladere og gladere for at være på denne side af stængerne der adskilte dem. " .. slemt".
Selvom klokken nærmede sig elleve, så havde hun masser af tid til at finde en hun kunne smage på. En af de største ulemper ved denne indvasion fra væsnernes side, var at hun skulle overtale dem til at lade hende bide dem - selvfølgelig med mindre det var under tvang, men de plejede som regel at fortælle gud og hver mand, hvis de var overfaldet af en vampyr. Så skulle man derimod slå dem ihjel, og det var hun for det meste for doven til. Hun gjorde det kun når hun kedede sig og havde overskud til at gøre rent i lejligheden efter et opsprættet offer's blodbad.

Hun lyttede og grindte oprigtigt med da han selv var ved at få noget galt i halsen af bar grin. Det var først da han nævnte at han 'godt kunne lide det hernede'. "Hvad?!" Hun så undrende på ham og gjorde grimasse der tydeligt fortalte at hun ville hade det "Her stinker, der er ingen at snakke med, ..eller drikke af for den sags skyld" hun så lidt rundt inde i hans celle, stadig dybt forundret over hvad han fandt godt ved stedet. ".. også høre på alle de ynkelige idioter der sidder og beklager sig 24/7.. Du har en seriøst underlig smag for lejligheds komplekser." Hun så på ham med hævede øjnbryn og et skævt smil, der lige akkurat løftede sløret for en hvis tand i den ellers så mørke gang.
".. men det er nu ærgeligt." Hun fastholdte hanss blik med hendes dybe indsmigrende øjne "jeg havde håbet på du havde været lidt mindre forstyrret" Hun lænte sig op ad muren ved siden af træmmerne med skuldren imod murstenende "jeg går aldrig med nogen hjem hvis jeg risikerer mit skind"

Han smilede lidt over hendes kommentar til hans ord og lagde hovedet lidt på skrå. Hun forstod ikke, hvorfor han fandt stedet herligt. Det var i sandhed trist. Men så behøvede hun heller ikke at vide det. Her lugtede forfærdeligt, men det var ligegyldigt. Her var interessant.
Han svarede hende blot med et smil og så ind i hendes ansigt. Hun gav ham flirtende blikke og prøvede at indsmigre sig. Det var bare typisk kvinder. De regnede altid med, at alle mænd ville falde for deres blinkende øjne og bare skind. Men han blev ikke påvirket.
Han blev lidt overrasket over hendes sidste ord, men da han var kommet sig over overraskelsen, kom et skævt smil frem på hans læber.
"Aha.. Du virker ellers som personen, der ville søge faren," fortalte han og lagde hovedet over til den anden side. Det gjorde hun nemlig. De fleste folk ville ikke give opmærksomhed til ham. Folk havde altid fundet ham som en særlig, og det var han jo også. Han var nemlig den eneste, der kunne svare på livets spørgsmål. Spørgsmålet, som havde levet i så lang tid, som der havde været liv på jorden.
Han begyndte at klukke lidt for sig selv. Forstyrret, sagde hun.. Hun havde misforstået noget. Hun var ikke anderledes end så mange andre. Men det havde han allerede regnet ud på forhånd. Hun var jo bare en vampyr.
Han førte sin hånd op til munden og begyndte at bide i sin tommelfinger. Den havde ingen negl. Et sygt smil kom frem på hans læber, og det lyseblå øje begyndte igen at bevæge sig frem og tilbage.

Hun lukkede øjne i et øjeblik og sukkede opgivende, hun kunne ikke sige ham imod. Irriterende dæmon, Han lod sig tydeligvis ikke tilfredsstille sig med de løgne hun udstoppede ham med. Selvom hun selvfølgelig, i all hemmelighed, nød det. Verden var fuld af mennesker/væsner der tog livet og folkende omkring sig forgivet, at han ikke lod sig kue, og ikke troede hende, var en dejlig forfriskning i den klamme kælder. Hvor længe kunne hun mon blive hernede, hun havde godt nok fået lov af vagten til at vade rundt hernede for en tid, men det kunne ikke vare længe før en af hans kollegaer ville protestere imod det. Især hvis det var en kvinde, Cam kunne godt forføre kvinder, men hun havde lidt svært ved dem - af den simple grund, at hun ikke kunne finde gnisten til det. Selvom hun havde bragt en del kvinder i tvivl, så var hun 100% til mænd.
Hun åbnede øjnene igen og mødte hans blik , og næsten med det samme smilte hun med et grin “Hvor har du dog fået den ide fra?”.
..
Hun havde altid søgt efter faren. Noget hun ikke kunne lade være med.. noget hun ikke ville lade være med. Bare alene hendes valg af mænd, var indlysende dumdristige valg; begge hendes forlovede havde været dæmoner, og begge halvvanvittige. Den ene havde hun mødt i starten af 19'erne, og den anden i 2023. Men det er en helt anden historie, alt for lang til at begynde på nu.
Hun strøg en næsten helt hvid hånd hen over hendes pande og fejede fraværende en lok væk fra hendes sten blå øjne, indrammede af tykke sort vipper, imens hun skævede til ham med et kækt grin. Hvor hun dog nød dem. Dæmonerne. De havde med at regne hende for ingenting. Men som altid lod hun dem bare være i den tro. Hun var ligeglad med dem. Måske lige med undtagen ham her. Men hun måtte fordufte snart, hun skulle ikke blive taget i at stå og sludre med en gal videnskabsmand i disse tider.